Smil til verden

Her er mit liv – 10.05.1953 - Knud Riis


Da jeg blev født 10 maj 1953 vejede jeg omkring 7 pund og var 54 cm. lang, det har unægteligt udviklet sig en del siden! Jeg kom til verden i en lille 2-værelses lejlighed i Kronprinsensgade 98 Esbjerg - hele verden lå for mine fødder, jeg var elsket både af min forældre og resten af min familie - de første spæde år husker jeg af gode grunde intet af; men har fået fortalt mange ting fra den tid, eksempelvis at jeg var hurtig til at tale og bruge sproget, - efter sigende var det aldrig et problem at finde en barnepige til mig, da jeg kunne føre en fornuftig samtale med de unge piger allerede inden jeg fyldte år - det er en af de evner jeg så stadig gør brug af
Ejendommen vi boede i var en etageejendom med 6 lejligheder i hver opgang, og efter hvad jeg husker var alle lejlighederne mere eller mindre ens - der var en lille gang hvorfra der var adgang til stue, soveværelse køkken og toilet - samt en lille altan ud fra køkkenet. I stuen som var ca. 20 m2. stod et spisebord med 4 stole, en sofa og 2 lænestole samt et sofabord med kakler, ved den ene væg stod et dækketøjsskab hvor der ovenpå var placeret 3 eller 4 kongelige porcelænsfigurer, sikkert nogle mine forældre havde fået i bryllupsgave - jeg blev født 1 år og 1 dag efter deres bryllup, så det gik altså ordentlig til dengang. I det ene hjørne i stuen havde jeg mit legehjørne bestående af en lille bænk hvori mine legesager lå og så et lille bord, jeg husker svagt at mine legesager bestod af en lille brun bamse, nogle biler af træ og et lille tog af træ. Jeg sov i soveværelset med min mor og far, og da min far var fiskeskipper var min mor og mig meget af tiden alene hjemme, så der har jeg nok puttet mange nætter sammen med min mor, som min far altid sagde at jeg skulle passe på når han tog på havet. Køkkenet var meget småt, der var 2 gasblus på køkkenbordet og ved siden af stod et såkaldt isskab, som var datidens køleskab, det fungerede på den måde at man placerede en isblok i en lukket kasse i skabet for at holde det koldt – med jævne mellemrum kom der en hestevogn rundt i gaderne med isblokkene som man så selv skulle hente nede på gaden, jeg kan huske at den var ret besværlig at slæbe op at trappen for min mor; men sådan var der jo så meget - fra køkkenet kom man ud den lille altan, vi boede på 1. sal og fra altanen var der trukket tørresnore til altanerne overfor, de var fastgjort med trisser der gjorde at man kunne hale tøjet ud at hænge midt mellem ejendommene, det fungerede okay. Toilet med bad havde vi skam også, når vi skulle i bad skulle det dog planlægges i god tid, da vi kun havde rindende koldt vand; men vi havde fået installeret en gasvandvarmer på toilettet som skulle tændes, og en lille blå flamme kom til syne, det tog så x-antal minutter inden vandet var varmt, herefter blev en lille zinkbalje placeret ude i entreen fordi der ikke var plads på gulvet på toilettet, og jeg blev så placeret i det lune vand med min gule badeand og et stykke håndsæbe.

3,5 år efter jeg kom til verden blev jeg storebror, og fra den tid bilder jeg mig selv ind at jeg husker en del, i soveværelset blev der installeret køjesenge, og da jeg var den største skulle jeg naturligvis bo i den øverste, jeg var meget glad for min lillebror og viste det da også ved flere lejligheder på min måde - jeg havde bla. lagt mærke til at hvis han nu var lidt utilfreds og ikke ville falde til ro, så dyppede min mor hans sut i sukkerskålen eller honningkrukken og det hjalp, så en dag hvor min mor skulle ned på gaden efter en isblok så jeg mit snit til at være god ved min lillebror, jeg vidste jo hvor honningkrukken stod, så da min mor kom tilbage og fik installeret isblokken i isskabet, synes hun nok der var mistænksom stille inde hos min bror og mig, da hun kom ind blev hun mødt af et skønt syn af os 2 drenge mig med sutten i krukken og min lillebror glinsede over hele ansigtet af honning - fra den dag fik honningkrukken en ny plads på den højeste hylde i køkkenet.

Min far var som sagt fiskeskipper og drev fiskeriet hårdt, han var dygtig og skovlede en del penge sammen, så en dag besluttede han sig for at købe en bil - valget faldt på en fabriksny sort Taunus 12M årgang 1956, jeg husker den dag han stolt kom hjem med den og den stod ned på gaden, alle naboer og gadens børn flokkede sig om bilen og min far fortalte stolt om hvad den kunne og hvor mange hestekræfter den havde osv. - det var slet ikke almindeligt at have bil dengang!
Vi havde faktisk slet ikke behov for at have en bil; men nu havde vi den og så skulle den selvfølgelig også bruges, så om søndagen pakkede vi ofte en madkurv og kørte, som min far altid sagde: Ud i det blå, vi fandt så en grøftekant en skov eller noget krat hvor vi så slog os ned og fortærede hvad min mor havde anrettet, vi drenge fik også en sodavand og min far fik altid en øl og en snaps og så havde de altid en kande kaffe med - vi havde nogle gode udflugter dengang og begyndte hurtigt at planlægge dem efter at vi også skulle have vores fiskestænger med - vi hyggede os faktisk meget med de muligheder bilen havde givet os.
Selv om der ikke var mange biler på vejene dengang forekom der også uheld på vejene - min far var blevet ringet op fra havnen at der var noget galt med fortøjningen på hans fiskekutter, og han ville hurtigt køre derned og få det ordnet, han spurgte mig og min bror om vi ville med ham derned, det ville vi gerne, vi kom på bagsædet, jeg var 5 år min bror 2 år, der var ingen regler om seler eller barnestole dengang så vi sad der bare, det gik godt derned; men på vejen hjem kørte en lastbil ud foran os og min far stødte ind i siden på ham med sådan et smæld at min lille bror fald ned fra sædet og lå på gulvet mellem sæderne; min far steg ud og så på skaderne, der ikke var voldsomme men en ny kofanger og forskærm skulle der til lastbilchaufføren tog skylden og det hele blev ordnet uden indblanding fra politiet - under hele seancen skreg min lillebror som en stukken gris og min far blev ved med at sige til mig at jeg skulle få ham til at tie stille; men jeg havde jo ingen honning og andre muligheder kunne jeg ikke se - da min far endelig stak hovedet ind i bilen, trak han den hurtigt tilbage i det fri og udbrød: ja, det manglede da bare, en ulykke kommer sjældent alene - min søn har skidt i bukserne.

I ejendommen hvor vi boede kom vi hinanden ved, der var mange små nyetablerede familier og som følge deraf også mange børn, forældrene passede hinandens børn, man drak kaffe sammen i gården, tog på cykeltur til stranden osv. - vi børn havde stor glæde af hinanden, der var altid nogle at lege sammen med, nede i gården var der en kæmpestor sandkasse der var støbt i cement med et lille cementbord i midten, her lavede vi sandkager byggede broer smed med sand efter hinanden osv. - når viceværten kom forbi kunne vi godt få en løftet pegefinger med besked om at sandet skal altså blive inde i sandkassen og hvis vi ikke kunne forstå det vil han tømme den for sand og gøre stedet til et forbudt område for børn, så galt gik det dog aldrig.
Overfor hvor vi boede lå der et lille ismejeri der blev bestyret af "fru Thomsen", en grønthandler, en købmand og i samme ejendom som vores var der en barber "hundeklipperen" kaldte vi ham - jeg husker stadig at når vi skulle klippes var jeg altid ved at kaste op for han stank af hvidløg og dårligdom ud af munden; men han var vistnok billig. Slagteren som hed Arly lå et par gadehjørner fra hvor vi boede - en lille butik hvor der var rindende koldt vand ned af butiksruden for at holde butikken kølig, på gulvet var der smidt savsmuld, her kunne man komme med et tomt glas og få det fyldt op med sennep for 25 øre - i ismejeriet ved Fru Thomsen kunne vi købe pinociokugler for 1 øre stykket, rundt om hjørnet lå en skomager og længere nede af gaden en tobakshandler.

Hver eneste dag på nær om søndagen kom mælkemanden med sin hest og hestevogn, han stillede mælken, fløden og de andre mejeriprodukter han handlede med uden for kundernes døre, dengang blev mælken leveret i klare glasflasker med sølvpapirkapsel på, sødmælken havde en anden farve i toppen de første ca. 5 cm. var ren fløde, som min mor ofte skummede af, min far så nu ofte sit snit til at drikke det i stedet - om vinteren satte mælkemanden jo også mælken udendørs og når det var frostvejr frøs mælken til is, dette løftede så kapslen af flasken som ofte sad 6-8 cm. over flasken.
Fiskehandleren kom forbi på hans cykel hver onsdag, han havde en trækasse for på cyklen og en bag på, her lå de friske fisk så på is - vi handlede sjældent hos ham da min far var god til at tage fisk med hjem til os når han havde været på havet - vi elskede at spise fisk.
Med jævne mellemrum blev vi mødt af en ulidelig stank i lejligheden når min mor havde sprøjtet klædeskabet i soveværelset for møl, de sommerfuglelignende insekter var grådige og kunne hurtigt ødelægge tøjet hvis man ikke var over dem med den store "Ole Lukøje-sprøjte" - andre dage blev der lukket af til stuen en hel dag, soveværelset en anden dag osv. det var når gulvene skulle ferniseres. Selvom vi boede småt i en lille 2 værelses lejlighed havde vi skam "ung pige i huset" hun kom fast en gang ugentligt og hjalp til med rengøring, tøjvask og var også vores barnepige.

Mine bedsteforældre boede ikke langt fra os, det gjaldt både min mormor og morfar samt min farmor og farfar (Bedste og Bedstefar) vi kom meget hos dem begge som var samlingsstederne for familiene, både min farfar og min morfar havde også været fiskeskippere med egen kutter - vi blev ofte passet af vores bedsteforældre når mor og far var i byen, noget der skete oftere og oftere; men det var heller ikke så ringe for vi var elskede og blev forkælet begge steder.

Huslejen skulle betales til en ejendomsadminstrator den 1. i hver måned, og de skulle falde i kontanter, der boede mange fiskere i ejendommen og det var ikke dem alle der administrerede deres penge lige godt, så når efterårsstormene og de mange dage i havn havde tæret på økonomien var flere mange gange i økonomiske vanskeligheder og måtte stå med hatten i hånden og bede om henstand til det igen blev havvejr, de fleste fik det og man fandt ud af det på bedste beskub - en enkelt familie hvor manden var kendt for at formøble alt for meget på druk, havde vi hørt af omveje at de nok snart blev smidt på gaden, vi havde lidt ondt af kone og barn; men helt så galt gik det dog ikke: en formiddag kom omtalte kone løbende op af trapperne ved os og hamrede på døren, min mor var alene hjemme med os børn, lukkede døren op og udenfor stod konen iført en morgenkåbe og bad skrækslagen min mor hjælpe hende, min mor gik med til hendes lejlighed hvor hun blev præsenteret for ejendomsadministratoren der lå splitternøgen i dobbeltsengen - død som en sild! de fik ringet efter en ambulance der hentede manden, som der måske var kommet efter et afdrag på gælden, jeg ved det ikke, da der ikke blev talt mere om denne episode, når vi børn var til stede.

Min far blev ved med at skovle penge ind til vores lille familie, og en dag vi sad ved spisebordet i stuen fortalte han os børn at nu havde ham og min mor købt en byggegrund og der skulle bygges et stort nyt og moderne hus, og vi måtte få hund og høns og andre spændende ting, det var heldigvis i nabolaget så vores kammerater blev jo ikke taget fra os - vi jublede og synes det var ret så spændende - det næste års tid fulgte vi tæt byggeriet som var enormt - det blev til en stor rødstens vinkelvilla med tegltag og med fuld kælder samt garage til bilen - alle yderdøre og vinduer blev lavet af teaktræ og en anlægsgartner anlagde forhaven med ølandsbrud og planter - i haven havde min far bestilt smeden til at lave en hundegård med indgang til den bagerste del af garagen - alt var gennemtænkt og alt var førsteklasse.
Jeg var kun 6 år da vi i 1959 flyttede ind i det nye hus, jeg husker det tydeligt og selv om jeg ikke var ældre følte jeg mig nok lidt stolt over at bo under de nye forhold.
Nu havde vi ikke længere isskab, næh vi havde fået et rigtigt køleskab og en stor kummefryser, så ny fik vi leveret en halv gris af gangen, vi havde fået vaskemaskine og tørrerum til vasketøjet - i den enorm store stue havde vi fået TV som ikke var ret almindelig endnu, og vi kunne både se Danmarks Radio og 2 tyske kanaler det hele i sort/hvid, vi fik også som nogle af de første et stort stereoanlæg med nogle meget store højtalere til - i køkkenet havde min far fået bygget sig en bar med plads til et par kasser øl - trækasser med 50 flaskeøl i hver kasse - i køleskabet var whiskyflasken og akvavitten lige så sikkert at møde som sødmælken var - Taunussen blev skiftet ud med en kæmpestor amerikanerbil, en Ford Costumline, vi fik både schæferhund og dværghøns - joh, der var styr på tingene!

Vi manglede aldrig noget i vores familie? - i hvert fald ikke noget materiel, min far var altid på forkant med hvad der rørte sig i samfundet og når der dukkede noget nyt op, så havde vi det også - det gjaldt alt fra småt til stort - den første kaffemaskine jeg har set kom min far med, det første fjernbetjente farve TV jeg så, var ligeledes hjemme hos os selv - vi fik sommerhus, ikke et helt almindeligt sommerhus, næh, et stenhus der lå på en skrænt med fuld udsigt over indsejlingen til Esbjerg og med udsigt til både Langli, Skallingen og Fanø det var en ret stor grund hvor der foruden vores sommerhus lå 2 andre sommerhuse - disse lejemål blev sagt op og de 2 huse blev jævnet med jorden og der blev plantet en lille skov - vi brugte megen tid i sommerhuset hvor vi opholdt os meget fra Påske og til sommerferien var slut, når min far sejlede på havet med fiskekutteren der var opkaldt efter mig: E 400 Knud Riis af Esbjerg, kippede vi med flaget ved sommerhuset og det samme gjorde de på kutteren. Når der var Skt. Hans-aften holdt vi gerne en større sammenkomst for venner og familie i sommerhuset og hvert eneste år havde vi strandens største bål og ikke nok med det, min far havde sat en wire fra toppen at vores flagstang og direkte ned i bålet, så når der var godt gang i bålet blev heksen sendt afsted fra flagstangen og direkte ind i flammehavet på stranden, der blev så delt sanghæfter ud og vi sang midsommervisen sammen med de mange fremmødte, ofte mere end hundrede mennesker.

Selvom vi havde sommerhus tog vi også på sommerferier, vi havde et stort villatelt som vi tog med til både Sverige og Norge - tyskerne havde min far det ikke så godt med, han var frihedskæmper under krigen - måske derfor? men vi havde også mange pragtfulde ture i Danmark. Jeg husker en af turene der gik til Norge, min far havde lige skiftet bilen ud til en Mercedes 220 D - køreturen foregik med høj cigarføring fra min fars side og han havde altid en kop kaffe stående på instrumentbrættet - min lillebror og mig sad og indåndede cigar-osen på bagsæden, men hvis vi beklagede os fik bare at vide at vi kunne rulle vinduet ned, for lidt røg tog man altså ikke skade af - bortset fra dette havde vi mange gode oplevelser når vi drog ud på disse ferier.

Men i takt med at pengene væltede ind, skete der mange forskellige ting, min far fik bygget sig en minkfarm og kælderen i vores hjem blev fyldt op med chinchillaer som havde nogle kostbare pelse, til sommerhuset blev der købt en speedbåd og til os drenge fik min far bygget en jolle med påhængsmotor, vi fik lov til at sejle som vi ville i Ho Bugt mellem Esbjerg og Hjerting og til Fanø og Langli, selvom vi ikke var mere end 9 og 12 år gamle - vi havde også en gummibåd som vi havde det meget sjovt med.
Jeg blev selv lidt interesseret i akvariefisk og sparede sammen til et akvarium, da min far opdagede min interesse bakkede han mig naturligvis op i dette, så efter ganske kort tid lagde jeg beslag på 2 rum i kælderen og havde en overgang mere end 20 akvarier stående.

Alt synes at være lutter idyl; men under overfladen var det ikke idyllen der herskede - min far har alle dage været meget social og et festligt menneske at være sammen med, og han elskede fester og at have gæster og dette altid med svimlende mængder alkohol på bordet, dette passede ikke ind i min mors opfattelse af hvad et familieliv skulle være; men hjemme hos os var det farmand der satte dagsordenen, dette gjaldt jo når min far var hjemme fra havet, han elskede en sildemad en øl og en snaps - os børn fik at vide at snapsen var fordi han havde noget med maven, så når vores mor var væk et øjeblik og han lige snuppede sig en ekstra snaps troede vi at det var fordi han ville være ekstra god mod maven. Min mor var god til at skjule min fars store alkoholforbrug i nogle år; men tingene blev mere og mere tydelige for min bror og jeg, de mange fester, de mange flasker og de mange gange vi har siddet ved aftensmaden og ventet på min far skulle komme hjem var ulidelige, når han kom fuld hjem skændtes han med min mor og vi blev gennet ind på vores værelser - jeg husker de mange aftener hvor jeg har ligget og grædt og bedt til Gud om hjælp til at min far kunne lade flasken stå.
På et tidspunkt blev det for meget for min mor, hun stillede ham stolen for døren og sagde til ham at nu flyttede hun sammen med min bror og mig, ned til min mormor og morfar og vi kom ikke hjem igen inden han gik på afvænning, som dengang mere eller mindre kun var antabus - min fars kærlighed til min mor og os børn fik ham på andre tanker, han kontaktede lægen og kom på antabus - han solgte sin fiskekutter og købte sig en VW-rugbrød som han fik indrettet som fiskebus, nu var min far fiskehandler og kørte rundt på landet og i sommerhusområderne med friske og røgede fisk, vi boede kun nogle få dage hos min mormor og morfar og vi drenge troede endelig på at vores far havde kvittet alkoholen.
En sommer hvor min bror og jeg skulle på sommerlejr med FDF manglede der en frivillig tante til at tage med, min mor meldte sig og vi havde en god sommerferie - min far måtte blive hjemme for at passe forretningen, og det var nok ikke lige så smart? han sluttede af en fredag eftermiddag på Hotel Vejers hvor han efter aftale leverede friske rødspætter, min far var blevet gode venner med krofatter og nu var der jo gået nogle dage der hjemme hvor han havde "glemt" at tage sine antabuspiller - så han bad krofatter om at servere en rigtig herrefrokost med det hele, dvs. øl og brændevin - da det var skyllet ned og de havde afregnet satte han sig ud i fiskebussen som blev sat i bakgear og Vups holdt den en halv meters penge inde i krofatters nye Ford Fairline - de fik sig snakket til rette om skyldsspørgsmålet som der ikke var nogen tvivl om og min far satte sig atter bag rattet for at køre bussen hjem - mindre end 10 km. fra hotellet blev han stoppet af politiet som bad ham stige ud af bilen og puste i en ballon - hold da nu lige op sagde han, jeg har da ikke drukket mere end jeg har 100% kontrol over hvad jeg foretager mig - ja det kan vi se sagde betjenten, med et henkastet blik til bulen i bagenden - Du bedes sætte dig over i passagersiden så skal jeg køre dig hjem, sagde den ene af betjentene; men vi skal først lige en tur forbi stationen - jeg ved ikke hvad min fars promille var, men det rakte til 16 dage i Esbjerg arresthus.
Da vi kom hjem fra sommerlejren sad min far meget slukøret i stuen og måtte gå til bekendelse, der blev en ret trist stemning i den lille familie - hvad nu? 1 stk. fiskebus med bule i - og ingen kørekort i de næste 2 år. fiskebussen blev solgt, bilen blev solgt og min far købte en knallert en Velo Solex som han brugte frem og tilbage på havnen - det varede dog ikke længe inden det en dag bankede på døren og min mor lukkede op, her stod bilforhandleren med et bundt nøgler til min mor som så helt uforstående ud, jamen, hvad er det spurgte hun, det er en gave fra din mand, skal jeg sætte dig lidt ind i hvordan man kører sådan en? - det var en fabriksny Taunus 17 M - vi var kørende igen, min far snød en smule for at holde kørslen ved lige som han sagde det, efter de 2 år var gået tog han kortet igen

Min far har altid været en handlekraftig mand og inden han skulle ind og ruske tremmer havde han bestilt en ny stor trawler der skulle bygges i Middelfart, det var en af Esbjergs dengang største fiskekuttere den blev opkaldt efter min lillebror Niels Riis og fik samme nummer som den forrige E 400 - og for at skille sig lidt ekstra ud skulle den ikke være lyseblå som alle de andre, nej den blev bestil i sort.
Min bror og jeg fik ikke at vide at min far skulle i spjældet, men blev vist nok bildt ind at han skulle være i Middelfart for at hjælpe til med nybygningen - jeg husker en episode fra dengang hvor jeg var på weekendtur med FDF i Marbæk plantage, om aftenen da vi lå i vores soveposer var der pludselig en af de andre drenge der sagde at da godt vidste at min far var i fængsel - det gav et kæmpechok inde i mig, men samtidig gik en forsvarsmekanisme i gang, og jeg svarede prompte at min far skulle altså ikke i fængsel alligevel, det havde han betalt sig fra - jeg sov ikke meget den nat, og da jeg kom hjem konfronterede jeg min mor med min viden, hun gik modvilligt til bekendelse - det var en træls oplevelse.
I de 16 dage min far sad i arresten nægtede han at spise det mad der blev serveret, og fik derfor serveret maden fra et af byens fine hoteller - min mor havde da heldigvis også nægtet at komme med varm mad til ham hjemmefra.

Dagen oprandt og kutteren blev færdig, min far inviterede hele familien med til Middelfart for at sejle nybygningen hjem til Esbjerg, vi skulle sejle gennem Kielerkanalen ud i Elben og derfra op gennem Nordsøen til Esbjerg - vi var mange ombord bedsteforældre onkler, mostre, tanter osv. samt vores schæferhund Chuko, da vi ankom til Kielerkanalen skulle vi have lods ombord, min far nægtede at tale tysk - det havde han også særdeles nemt ved, da han ikke magtede sproget, hunden blev gemt af vejen i forreste lastrum, da det ikke var lovligt at have sådan en med på grund af hundegalskab o.l. men min far mente jo at det var ham der var kaptajn og dermed ham der bestemte, det gik nu også godt nok, kokken ombord lavede røde pølser til os alle og der blev serveret øl og sodavand, det gav et gib i mig da jeg så min far drikke en øl, men det gjorde han og han drak kun den ene. De fleste gæster stod af kutteren da vi havde sejlet gennem kanalen, det var blæst op og kun de søstærke fik lov at sejle med på den hårde tur op gennem Nordsøen, som ældste søn fik jeg lov at komme med på turen og alle var overraskede over at jeg klarede den ellers meget gyngende tur uden at blive søsyg - jeg følte mig lidt sej.

Min far bildte sig selv og os andre ind at han havde fået syr på drikkeriet og sagtens kunne styre det; men tiden herefter viste noget andet - hans drukture blev være og være, - en morgen vågnede han op i en køje på en anden fiskekutter, han vidste simpelthen ikke hvor han var; men blev dog glad da Chuko slikkede ham på hånden, han stod op og gik på dækket, det viste sig at kutteren lå fortøjet på Christianshavns kanal i København, han huskede ikke hvordan eller hvorfor han var kommet der; men gik til den nærmeste bager efter lidt brød til ham og hunden - herefter prajede han en taxa og bad om at blive kørt til Esbjerg - Chaufføren så lidt skepsis på ham og bad om forudbetaling - det kan du godt få sagde min far, på den betingelse at hunden må sidde på forsædet og jeg må ligge og sove på bagsædet - han havde forinden ringet hjem til min mor og spurgt om lov til at komme hjem - det vil jeg da synes vare en god ide, du har inviteret huset fuldt af gæster i aften da det er nytårsaften - hjem kom han, - med røde ører.

Min mor og far var nær røget ud i en skilsmisse på grund af drikkeriet, så på grund af deres kærlighed til hinanden fravalgte min far igen fiskeriet, i første omgang beholdt han kutteren som han fik en anden til at sejle med i et par år inden den blev solgt - min far kom i kontakt med nogle mennesker der var vant til og dygtige til at tage sig af folk med alkoholproblemer, han blev selv medstifter af patientforeningen Ring i Ring i Esbjerg, som senere kom til at hedde A-Ringen - min far blev ansat af KFUMs sociale arbejde til at være leder af A-ringen og gjorde det med så stor succes at der blev lavet en landsdækkende TV udsendelse om ham og hans arbejde - og i 1971 blev han belønnet af Esbjerg Kommune som tildelte ham Esbjerg Bys Ærespris - fra den tid og indtil hans død i 2000 arbejdede han som alkoholkonsulent og var en overgang en af landets mest brugte foredragsholdere med omkring 400 foredrag om året - jeg kan desværre ikke sige at han blev totalt afholdende, det skete nogle få gange med års mellemrum at han bukkede under presset fra kong alkohol.
Både min bror og min mor samt mig selv holdt meget af vores far, som aldrig har villet noget ondt for nogen af os, vi er blevet opdraget i kærlighed og der er aldrig blevet lagt hånd på os børn, og jeg er i dag meget bevidst om at alkoholismen er en sygdom.

Jeg var ikke nogen ørn i skolen, karaktererne kunne jeg ikke rigtig prale af; men jeg var faktisk glad for at gå i skole og har mange gode minder fra dengang.
Jeg gik på Stormgades skole fra børnehaveklasse og til og med 10 kl. - de første 2 år gik jeg hånd i hånd med min kæreste som jeg hentede på vejen til skolen, vi gik i klasse sammen, men da drillerierne over dette begyndte tror jeg nok at jeg slog op med hende.
Det var ikke altid jeg havde orden i mine sager og at lektierne var lavet til tiden, jeg havde en regnelærer som havde set sig meget sur på mig, og en dag blev jeg kaldt op til katederet for at vise ham hvad jeg skulle have lavet hjemmefra, da jeg sagde at det havde jeg da vist nok glemt, fik han fråde om munden og klaskede mig en på siden af hovedet med hans højre baghånd, jeg tumlede rundt på gulvet, rejste mig og løb ud af klasselokalet og løb chokeret hjem til min mor og beklagede min nød, hun trøstede mig og sagde at vi lige måtte tale med far om det når han kom hjem i eftermiddag, som sagt så gjort - min far ringede til skolen som fortalte at pågældende lærer var kørt hjem for i dag - min far satte sig ud i bilen og kørte ud til læreren, som fik at vide at hvis der nogensinde igen blev lagt hånd på hans søn eller andre i klassen ville læreren få med ham at bestille - dette fremmede ikke ligefrem mit forhold til læreren; men han lagde dog aldrig hånd på mig eller andre fra min klasse igen.
En vinterdag blev nabodrengen og mig enige om at tage på kælkebakken, så vi trak vores kælke ud i skoven hvor vi kælkede løs, på et tidspunkt var jeg væltet af min kælk og herefter blevet ramt af en anden kælk med 3 voksne mænd på, jeg blev ramt i hovedet og var bevidstløs i nogle minutter, de voksne hjalp min kammerat med at ligge mig op på kælken og bad ham trække mig hjem - herefter forduftede de - da jeg var kommet hjem kunne mine forældre ikke komme i kontakt med mig og der blev sendt bud efter en ambulance og jeg blev kørt til sygehuset (min lillebror græd fordi han ikke også måtte køre med ambulancen) - der blev konstateret at jeg havde fået kraniebrud, så jeg fik 3 uger på hospitalet - i disse uger var jeg selvfølgelig fraværende i skolen; men 3 gange om ugen kom min daværende dansklærer og besøgte mig en time af gangen, vi var lige begyndt med at lave noget der hed analyse - det var et eller andet med at sætte kommaer og punktummer de rigtige steder, så jeg fik altså lektier for selv om jeg var indlagt. Da jeg blev udskrevet kørte min far ud til pågældende lærer med en stor flot pighvar og 1 pose friske rødspætter som tak for hans hjælpsomhed under min indlæggelse.
I skoleårene gik jeg til FDF en gang ugentligt senere blev det til KFUM som jeg deltog aktivt i, vi havde mange gode oplevelser, weekendture med telt eller i hytte og nogle kanongode sommerlejre - jeg gik også også til fodbold i KFUM i et par år eller 3 - mest fordi mine kammerater gjorde, det fangede mig aldrig rigtigt, så jeg droppede ud af det igen - og siden dengang har min interesse for fodbold været lig nul.



Vi var nogle skolekammerater der elskede at fiske, så vi tog ofte vores cykler ned på havnen, hvor vi stod på molen bag auktionshallen og fangede fladfisk og ålekvabber til den store guldmedalje - mine kammerater ville meget gerne med mig ud i sommerhuset der lå i Sædding, så der cyklede vi tit ud efter skoletid, jeg havde jo min egen båd med motor, og dem der havde fået lov hjemmefra tog jeg med ud at sejle hvor vi også fiskede, her fangede vi både rødspætter, torsk, ål og andre gode spisefisk - min far havde lavet en stor røgeovn af en olietønde oppe ved sommerhuset - her varmrøgede vi så de friske fisk, som vi fortærede og skyllede ned med en skvat saftevand.
Da der er stor forskel på ebbe og flod ved Ho Bugt var det jo ikke altid vandet var inde, som vi sagde - der kunne godt være et par hundrede meter der var tørlagt, men det gav os andre muligheder, vi gravede orm.
Vi gravede sandorm med en greb, og os der blev rigtig gode til dette kunne i løbet af en lavvande fylde en 10 liters spand med sandorm - de blev så skyllet i si og hældt helt rene tilbage i spanden, som vi transporterede op til en af de såkaldte feriehuse fra anden Verdenskrig, der lå ud mod Hjertingvejen, der boede mange af de fattige, som vi kaldte dem, hvor galt det egentligt stod til ved jeg ikke? - her blev ormene målt op i en litermål og vi fik så 6 kr. pr. liter, det var ret gode lommepenge dengang.
Da jeg var omkring 12 år fik jeg lov til at gå med aviser, det var Vestkysten som udkom hver dag over middag og som skulle bringes ud efter skoletid, den udkom 6 dage i ugen, jeg havde 120 aviser der skulle leveres i postkasserne på min rute som var Baldursgade, Peder Gydesvej og en del af Torvegade, dette job kunne forsyne mig med 20 kr. i ugen - jeg fik senere en rute med morgenaviser om søndagen, det var fra BT-centralen der lå i Kongensgade - det var der lidt flere penge i, bla. fordi vi skulle selv pakke aviserne om morgenen, så vi snuppede gerne et bundt ekstra, som vi solgte udenfor bagerbutikkerne i byen, pengene røg direkte ned i lommen, så lidt kriminel har man vel været?
Fra 8. klasse fik jeg job som bydreng ved 2 forskellige tøjbutikker, den ene hed Grindstedudsalg som lå i Jyllandsgade - her fik jeg også 20 kr. i ugen af chefen selv, som hver gang han udbetalte det svimlende beløb løftede sin pegefinger og sagde at nu skulle jeg jo ikke gå ud og pjatte dem op, jeg svarede artigt at det kunne jeg heller ikke finde på - men gjorde det dog alligevel - Senere fik jeg tilbudt et andet bydrengejob hos Rudolf Andersen i Torvegade - her tilbød de 2,50 kr. i timen og det var en meget moderne butik, her havde man stempelur, så hver lørdag formiddag kom vi ind på kontoret hvor vi fik udbetalt vores løn - pengene var også tjent, jeg kørte på en såkaldt LongJohn ladcykel, som var ret tung at køre med, jeg havde mange ture til Hjerting og ellers rundt i hele Esbjerg, det gav ind i mellem også nogle gode drikkepenge, men mange steder blev jeg tilbudt en cigaret og da jeg ikke røg takkede jeg nej, og døren blev lukket i - jeg fandt så ud af at hvis jeg havde et cigaretetui i lommen kunne jeg jo bare tage smøgerne med hjem og sælge dem til mor, det fungerede godt - jeg røg aldrig selv af cigaretterne, da jeg var blevet lovet et kørekort hvis jeg lod være, mine forældre var storrygere - det blev jeg selv senere.

Jeg tror helt ærligt at jeg næsten var fyldt 17 år inden jeg drak min første øl, vi var nogle kammerater der kørte rundt inde i byen på vores knallerter, og den ene ville jo gerne overgå den anden, vi kom forbi værtshuset "De 3 musketerer" der var en af de andre der sagde at der havde han da været inde og drikke en øl, og servitricen var da ligeglad med om vi kun var 17, det kunne ingen jo se, så det endte med vi pludselig sad rundt om et bord inde på værtshuset, servitricen kom hen til vores bord og spurgte pænt om hvad vi kunne tænke os - jeg sad nærmest og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige; men kom så pludselig i tanke om hvad der stod på ølkasserne derhjemme - så jeg bad om en Carlsberg - Nå, du mener en Hof, sagde den venlige dame? ja, det var vist hvad jeg mente? de andre fik også bestilt, vi følte os noget seje 4 kammerater i sorte vinyljakker med lynlåse både her og der - jeg husker at vi skulle betale den nette sum af 3,75 kr. for en øl.
De fleste af drengene i klassen havde knallerter, det var de sorte Puch knallerter der var flest af; men da jeg skulle have knallert ville jeg hellere have en af de store motorcykellignende" Kreidler Floret" med 3 fodgear og kickstart - der gik jo ikke længe inden de første knallerter blev udboret gearet og hakket, jeg investerede, uden mine forældres viden i et tunsæt til min Kreidler, som nu kunne køre 80 km/t - en dag hvor jeg var ude at køre alene blev jeg set af en patruljevogn ned i Strandbygade, den vendte om med fuld udrykning, og jeg var ræd som en hare - jeg drejede ned mod havnen og hen af Nyhavnsgade hvor jeg trak knallerten ind i en tilfældig opgang - her stod jeg med galoperende hjerte i mindst en halv time inden jeg turde komme frem igen - jeg havde undveget politiet, og kørte faktisk hjem og gjorde knallerten lovlig igen.
En sommer blev en kammerat og jeg enige om at køre på sommerferie på vores knallerter, så det gjorde vi - vi kørte først til Sønderborg hvor vi boede på vandrehjem, derefter til Stigsnæsværket på Sjælland hvor min kammerats far arbejdede, efter en overnatning her drog vi videre til København hvor vi også sov på vandrehjem, vi havde en rigtig god tur og var vel væk i ca. 8 - 10 dage?

Da jeg var 14 år tog min far mig med på havet, vi skulle på fiskeri i den nordlige del af Nordsøen, vi sejlede i 48 timer inden fiskeriet kunne begynde, og ankom til fiskepladsen en tidlig morgen hvor solen endnu ikke var stået op, min far kaldte på mig og viste mig noget lys i det fjerne, det var Shetlandsøerne forklarede han, vi havde held med fiskeriet og fyldte kutteren op med dækslast i de kommende 3 dage - jeg fik lov at styre kutteren helt alene i et par timer og havde nogle gode oplevelser jeg aldrig vil glemme, vi så mange delfiner og vi var også heldige at se 2 blåhvaler - jeg fik lov til at samle makreller fra som jeg selv måtte sælge når vi kom i havn - vi var på havet i omkring en uges tid, jeg prøvede ikke at være søsyg en eneste gang, og de andre mente at jeg var den fødte fisker - jeg husker da vi kom helt hjem til vores mor og lillebror, da måtte jeg putte shampoo i håret 3 gange inden det begyndte at skumme - jeg havde hverken været i bad, fået børstet tænder eller fået skiftet tøj i en hel uge.

Da jeg gik ud af folkeskolen med en 10 kl. eksamen havde jeg fået mere smag på øllerne, og vi holdt en stor afslutningsfest hjemme i kælderen i mine forældres hus, de var ikke hjemme i nogle dage så det var helt uden deres viden - der blev drukket, danset og råbt og skreget indtil den lyse morgen, vi havde også snuppet nogle af min fars cigarer, så næste morgen var jeg da glad ved at nogle af kammeraterne var faldet omkuld nede på mit værelse, så de var der da til at hjælpe med at slette alle spor - og det gjorde vi faktisk, jeg har i hvert fald aldrig hørt noget til noget omkring denne abefest fra mine forældre.

Den sommer fik jeg arbejde ned på havnen ved Vesterhavet som producerede sildemel, mit arbejde bestod i at slæbe de 50 kg. tunge sække på skulderen og stable dem op i ca. 8 m. højde inde i en hal - der var ikke meget ved arbejdet, jeg var makker med en tyrker der ikke kunne tale dansk - men det gav 50 kr. i timen så jeg holdt ud i et par måneder.
Jeg vidste ikke hvad jeg ville og kom pludselig i tanke om at pædagog måske skulle være min levevej, så det meddelte jeg mine forældre, og som altid bakkede de mig op - min far fandt et praktiksted på et fritidshjem helt ned på Langesø på Als - mine forældre kørte mig derned, jeg skulle bo på Danfoss's kollegium i et hus med 5 værelser og fælles køkken - værsgo bette knægt sagde min far, nu må du jo bevise at du kan klare dig selv? jeg var kun 17 år og fuld af gå på mod, så det mente jeg nu nok at jeg kunne - jeg husker dog stadig vandet i min mors øjne da de sagde farvel til mig inden de kørte hjem igen.





Da jeg blev voksen

Jeg blev hurtigt glad for mit arbejde blandt børn og unge i Langesø og befandt mig godt ved at være flyttet hjemmefra, og så følte jeg mig nok lidt mere voksen end jeg egentlig var - en af de første weekender jeg tilbragte på Als skulle der være et personalearrangement hvor vi skulle på Dyvig Kro for at spise osv. lederen af institutionen havde sagt til mig at jeg jo ikke behøvede at tage med, måske fordi han kendte min far og hans forhold til alkohol, jeg ved det ikke? jeg insisterede dog på at tage med så det gjorde jeg - da vi blev bænket omkring et bord på kroen og skulle bestille drikke varer, gik det sådan til at vi var 4 personer der blev enige om at købe en hel flaske Bacardi Rom og nogle colaer - men ikke nok med det, vi lagde ud med sild og snaps, ikke kun en snaps men en del, vi fik også øl og rommen forsvandt også lige så stille ned i løgnhalsen - jeg følte mig nu rigtig voksen, jeg kunne da godt mærke virkningen af sprutten; men ikke noget særligt synes jeg - indtil jeg skulle rejse mig for at gå på toilettet, hold da op hvor svimmel jeg var jeg vaklede gennem lokalet og ud på toilettet hvor jeg lagde mig på knæ og brækkede mig ned i en af urinalerne og ned af mit eget tøj - der blev sendt bud til vores selskab, lederen kom og fik mig slæbt ud i hans bil og kørte mig så hjem - har nogle gange siden tænkt på om han egentlig var i stand til at køre forsvarligt den aften; men hjem kom jeg - jeg kastede mere op og faldt endelig i søvn - næste dag opdagede jeg hvad tømmermænd var både de fysiske men også de psykiske, om mandagen gik jeg ind på lederens kontor for at sige undskyld min opførsel og for at betale min del af aftenen, han tog i mod pengene og kikkede mig i øjnene og sagde til mig at han håbede jeg havde fået en lærestreg og at hvis jeg nogensinde ville fortælle mine forældre om denne oplevelse skulle jeg huske at sige at han frarådet mig at tage med - og så taler vi to aldrig mere om denne oplevelse, okay? - jeg var meget lille i de næste dage, og passede meget på med hvad jeg drak når han var i nærheden.
Der var meget fest og ballade i det halve år jeg var på Als, vi var ofte med Spritbåden fra Sønderborg og vi gik til bal på Søby Kro, om tirsdagen var der enkebal hvor vi svingede rundt med damerne og om torsdagen var der Streeptease med topløs servering - og det var forbudt for børn!

Efter et halvt år på Langesø Fritidshjem skulle jeg videre, jeg søgte ind på Haslev Udvidede Højskole på Sjælland - her skulle jeg bo de næste 5 eller 6 måneder, jeg befandt mig hurtig godt her blandt 120 andre elever vi havde et godt forløb på skolen og i fritiden var mine interesser for det andet køn begyndt at fylde en del - uden for byen lå en stor skov, her var der en rute vi kaldte for "Jorden rundt" den tog ca. 2 timer at gå, det gjorde vi nogle gange i flok - men en aften efter aftensmaden kom en af køkkenpigerne hen til mig og spurgte om jeg ville med hende en tur Jorden rundt, joh tak, det vil jeg da gerne, vi skulle så mødes når hun havde fri - som sagt så gjort - vi mødtes udenfor skolens område og gik ud til skoven, det var dejligt vejr men dog noget småkoldt, da vi gik ind i skoven tog hun pludselig min hånd, mit hjerte bankede med dobbelte slag og jeg fik sved på panden, da vi havde gået et stykke tid sagde hun pludselig til mig at hun frøs, jeg sagde til hende at hun da kunne låne min jakke eller vi bare kunne vende om og gå hjem igen? Du kunne jo også lægge din arm om min hals sagde hun, resten af turen gik vi meget tæt på hinanden og frøs slet ikke, da vi kom hjem til højskolen var der meget klare regler om at der ingen mænd var på pigefløjen og omvendt - pigen jeg havde om halsen var jo ikke elev, hun sagde at hun jo havde nøgle til køkkenet, og om vi ikke skulle gå derned for at få en kop te - nu har jeg aldrig været særlig vild med te, men lod mig dog overtale alligevel, da vi kom ind i køkkenet og inden lyset blev tændt tog hun om min hals og trak mit hoved ind til sit og jeg fik mit første tungekys - hold da op! der var ligesom strøm i hele min krop - aldrig før havde jeg haft denne oplevelse, det var hele højskoleopholdet værd det her, tænkte jeg - vi fik en kop te fik sagt godnat med endnu en tungeslasker og gik så hver til sit - det holdt ikke længe mellem mig og køkkenpigen, hvorfor husker jeg ikke; men minderne har jeg da lov at ha'
Jeg havde derefter en anden god veninde på højskolen - hun hed Tove, vi tilbragte meget tid sammen og hyggede os gevaldigt, jeg husker en sjov oplevelse i forbindelse med Kong Frederiks fødselsdag, hvor vi - med bagtanke - skrev et postkort til Amalienborg med ønsket om en god fødselsdag til majestæten fra Tove og Knud Riis - og virkningen fra dette kort kom som forventet - forstanderen på højskolen kom hver morgen til morgenmaden med dagens post, som han så råbte op og uddelte til de rette personer, da han tog et brev op fra kongehuset fik han pludseligt en anden kulør i kinderne og især da det var adresseret til Tove og Knud Riis - dengang skulle man jo have kongebrev for at blive gift inden man var myndig, så mon ikke det var den tanke der strejfede ham - jeg tror det!

Efter højskoleopholdet flyttede jeg hjem til mine forældre igen - efter at have boet ude i nu et helt år, jeg begyndte at lede efter noget andet at bo i, ikke fordi jeg ikke havde godt derhjemme, for det havde jeg; men fordi nu var jeg jo 18 år og voksen, og det var jo ikke alt jeg slæbte med hjem jeg var helt vild at vise frem for mine forældre. En aften kom min far ned på mit værelse og satte sig ned, han ville godt lige tale lidt med mig - okay, hvad kan jeg hjælpe dig med, spurgte jeg - joh, ser du min knægt - mor ryddede op på dit værelse i formiddags, og i ryglænet på din sofa fandt hun altså disse effekter - så smed han 2 pornoblade, en majspibe og en pose MacBaren pibetobak på bordet - jeg forandrede pludselig farve til postkasserød i mit hoved - det der med bladene kan jeg godt forstå; men søn tro mig når jeg fortæller at den ægte vare er meget bedre, så lad dog være med at bruge penge på sådan noget skidt , vent på den rigtige pige dukker op, jeg lover dig at det er værd at vente på - og så fandt mor jo også denne pibe, den synes jeg at vi skal være enige om at jeg knækker og smider ud, for hvis du virkelig vil ryge pibe skal du have en ordentlig en af slagsen, så jeg har taget denne her med til dig - han trak en flot håndskåren pibe op af lommen samt en dåse med Rød Orlik tobak - jeg var målløs - nu vil jeg lære dig at stoppe en pibe tobak og så vil vi ryge den første pibe sammen - Tak for kaffe, tænkte jeg - jeg fik ikke engang en skideballe - det var bare min far i en nøddeskal. Senere røg jeg grøn Cecil og trak mindst 20 styk gennem lungerne hver eneste dag de næste alt for mange år.
Jeg fik arbejde på kreaturslagteriet i Esbjerg, hvor jeg knoklede med døde dyr der skulle læsses på biler og i jernbanevogne, der var gode penge i arbejdet, som jeg havde i 8 måneder, herefter kom jeg i praktik på Novrupvejs fritidshjem i Esbjerg, en god arbejdsplads hvorfra jeg har mange gode minder - jeg søgte ind på Esbjerg Fritidspædagogseminarium og blev optaget i 1972 - en ny epoke gik i gang.

Jeg var lige fyldt 19 år og havde mødt en pige på 16 år, vi var ret vilde med hinanden, jeg havde fået mig et lille værelse på KFUM i Esbjerg, mine forældre ledede det kollegium jeg boede på, det var beregnet til alkoholikere, men så længe de ikke havde behov for alle værelserne fik jeg altså lov at bo her, hvis jeg rettede mig ind under de gældende regler - det var ikke altid lige nemt, jeg husker en aften havde jeg smuglet kæresten med ind på værelset, vi lå og hyggede os til ret sent på natten - man måtte jo ikke have kvindfolk på værelserne - så da alt var stille og tyst listede vi stille ud af døren og ned af trappen - pludseligt blev lyset tændt og vi stod ansigt til ansigt med min mor - hun havde nattevagten den nat og sov på et dertil indrettet værelse - hun havde luret os, og sagde til mig at jeg kunne låne hendes bilnøgler for at køre pigen hjem - jeg kørte pigen, som jo var Birthe hjem og vendte tilbage igen, vi talte aldrig mere om episoden; men jeg fandt hurtigt en lille lejlighed i Strandbygade hvor jeg flyttede ned - og Birthe flyttede hurtigt med

På seminariet blev der holdt nogle gevaldige abefester, jeg havde Birthe med første gang - det var ikke lige hendes kop te, så det blev også sidste gang for hendes vedkommende - jeg tror ikke jeg gik glip af en eneste fest - der blev drukket bajere og røget hash for fulde gardiner i samtlige 3 år jeg gik der; men det der med hash'en eller for den sags skyld, andre former for narkotika, har jeg aldrig deltaget i, og har den dag i dag aldrig prøvet den slags, og måske derfor aldrig manglet det - jeg havde mange gode oplevelser på seminariet; men var nok mere fikseret af festerne end af det tænkte indhold af uddannelsen.
i 1974 var vi med seminariet på studietur til Leningrad og Moskva, vi fik studeret hvad studeres skulle, resten gik op i Vodka, og en dag gik det rigtig galt for 4 af os, vi røg i karambolage med en russisk taxichauffør, som vi faktisk kom op at slås med på grund af vores overdrevne indtagelse af den russiske nationaldrik, det endte med at vi rev et ærme af chaufførens jakke, tilskuerne til episoden fik tilkaldt hjælp og vi blev alle 4 anholdt og puttet ind bag i en Jeep-lignende bil, vi blev kørt et godt stykke væk og ned i kælder og blev gennet ud på et kontor . det er nok taxi kontoret sagde en af mine kammerater - næh, det tror jeg ikke svarede jeg prøv at se de stive gardiner, vi blev afhørt via en svensk tolk, igen puttet ud i bilen og kørt videre, vi troede faktisk vi nu blev kørt hjem; men nej, vi blev kørt udenfor byen og ind i et fængsel, hvor vi kom til at sidde i et stort rum med 8 russiske fanger, midt i lokalet var der et lokum, og i døren indtil rummet var en glasrude, her stod en bevæbnet betjent og stirrede konstant på os - vi var ikke mange sure sild værd og det sjove var nu gået over - efter 4-6 timer blev vi hentet til yderligere forhør, her var vores leder fra rejseselskabet tilstede, sammen med den svenske tolk, jeg kan stadig se ham for mig, hans underlæbe dirrede af skræk og der løb vand ud af mundvigene på ham - vi fik en bøde på hvad der svarede til resten af vores lommepenge, og de 3 af os fik lov at gå - den 4. som hed Flemming, havde ikke været samarbejdsvillig så han blev lagt i håndjern og fik lov at overnatte i en enkeltcelle på stationen.

I årene på seminariet boede jeg sammen med Birthe i lejligheden i Strandbygade, vi holdt meget af hinanden; men efter et sjældent større skænderi, blev vi enige om at flytte fra hinanden, jeg husker ikke grunden; men få dage efter Birthe var flyttet, boede jeg en overgang hos en god veninde fra seminariet, vi var egentlig ikke kærester, men vi morede os dog en del sammen denne sommer; der gik heller ikke mange uger inden jeg tilfældigt traf Birthe en aften i byen, jeg tog hende med mig hjem - og siden denne episode har jeg ikke sluppet hende igen, jeg ser stadig på hende som mit livs bedste fangst - veninden jeg boede hos serverede faktisk også til vores bryllup, og besøgte os efterfølgende i Hvide Sande - i dag har vi stadig sproradisk kontakt.
Da Birthe blev gravid måtte vi jo gå til bekendelse overfor vores forældre, de mente begge steder at det så pænest ud hvis vi blev gift inden barnet kom - svigerfar betalte brylluppet som blev holdt i Jerne Kirke med efterfølgende fest i Jerne Boldklubs lokaler - efter festen lånte vi min mors bil og kørte til Hvide Sande, hvor jeg stolt bar min kone ind over dørtrinnet il vores nye hjem.

- da de 3 år på seminariet var gået opnåede jeg ikke høje nok karakterer til at bestå eksamen - jeg skulle simpelthen gå om i 2 fag - det var selvfølgelig et nederlag, og jeg orkede ikke at gå om dette år, evt. senere? - men vi, Birthe og mig skulle hurtigt videre, da Birthe i mellemtiden var blevet gravid - vi blev så gift i 1975, flyttede til Hvide Sande, jeg fik hyre på en fiskekutter der fangede torsk i Nordsøen.

Vi havde lejet et lille hus i Hvide Sande, huslejen var 800 kr. om måneden og vi havde endnu ingen indtægter - jeg fik som sagt hyre på RI 243 Zarepta, det fik jeg ved at gå rundt på havnen og spørge de forskellige fiskere om der kunne være plads til mig på en af bådene - jeg mødte så skipperen på Zarepta, han spurgte mig om jeg kunne lave mad - det mente jeg godt jeg kunne, og jeg fik så at vide at vi sejlede kl. 4.00 næste morgen - okay, hvornår kommer vi så hjem spurgte jeg - ja, det må tiden jo vise, fik jeg at vide.
Vi sejlede ud af havnen kl. 4.00 mandag morgen med kurs mod fiskepladsen, det var rimeligt godt vejr og vi begyndte at fiske - det første slæb var der 4 tons kæmpestore torsk, som skulle renses og derefter smides i lasten, derefter gik vi i lasten og lagde alle torskene på hylder hvor der først var skovlet is ind, vi lagde dem skiftevis med hoved den ene vej og halen den anden vej - vi fiskede sådan i 4 døgn uden ophold, vi skiftes til at sove et par timer i ny og næ, og jeg ved at jeg aldrig før har været så træt og slidt op da vi kom i havn, jeg troede så at vi skulle hjem; men jeg måtte tro om igen - vi skulle selv i lasten for at losse fisken op på transportbåndet til auktionshallen, herefter skulle vi vaske last og brædder og kutter inden vi kunne tage hjem - jeg tror nok jeg græd af udmattelse da jeg endelig kom hjem til Birthe, hun trak mine gummistøvler af mig og hjalp mig i bad - jeg sagde til hende at jeg ikke var sikker på at det her er det rigtige for mig, og hvis jeg ikke havde tjent mindst 3000 kr. på denne rejse ville jeg aldrig sætte mine ben på en kutter mere - det skal lige siges at de sidste 3 år på seminariet skulle jeg leve for 900 kr. pr. måned inklusiv husleje - jeg havde bedt skipperen om lidt forskud så jeg kunne betale huslejen hvor vi nu boede - da jeg havde været i bad lå jeg på langs i sofaen da det bankede på køkkenvinduet - det var skipperen han smed en brun pose ind af vinduet og råbte - vi sejler igen i morgen tidlig kl. 4.00 - vi ses - og væk var han. Jeg bad Birthe åbne kuverten; men sagde til hende at hvis der ikke var mindst 3000 kr. i den så ville jeg ringe til skipperen og fortælle at jeg stod af - Birthe åbnede posen - hele afregningen var gjort op og min andel af denne rejse var 18000 kr. minus skat - der lå nu 12 styk 1000 kr. -sedler på køkkenbordet, mere end jeg havde til rådighed om året - det havde jeg tjent på 5 døgn - min træthed forsvandt som dug for solen, jeg var blevet fisker med hud og hår og var bare så klar til at tage på havet igen, samme dag tog vi en taxa til Ringkøbing hvor vi købte nye møbler til vores lille hjem, det var en rigtig fed oplevelse, nogle måneder efter blev vore første datter Trine født og vi var nu en rigtig familie.
En af de første dage til havs bad skipperen mig om at tage 10 undermålsrødspætter og stege dem til frokost, jeg tænkte at han da godt nok var noget af en nærrigrøv at det skulle være undermålere; men har dog siden hen måtte give ham ret, det er de bedste! Nå, men jeg fandt 10 rødspætter, de skulle jo flås og det havde jeg da besvær nok med, så jeg snød for bagsiden, og stegte dem så med skind på den hvide side - jeg havde nok heller ikke stegt dem nok, for da skipperen tog en over på sin tallerken og pillede lidt i den med en gaffel, smed han den tilbage på panden - åbnede døren i styrehuset, tog panden og kylede alle mine fisk i havet igen med ordene: de har da vist ikke taget mere skade end de kan svømme videre, næh, bette knægt, nu skal jeg lære dig at stege rødspætter, og frakken skal altså af begge sider - i dag kan jeg godt både flå og stege rødspætter efter hans opskrift, og det dur.

Jeg havde hyre på Zarepta i halvandet år, og tjente i den tid ret så godt - 8 måneder efter vi kom til Hvide Sande havde vi betalt min studiegæld, udbetaling på et nyt hus samt at vi havde fået bil.
Jeg fiskede i en kort overgang sammen med min far, som dengang havde en mindre ståltrawler der var opkaldt efter vores datter, den hed Trine Riis og havde nr. RI 400 – kutteren blev mest brugt som rejetrawler, men da jeg fiskede med den var det som almindelig hæktrawler, hovedsagligt efter rødspætter - en dag vi lå 3 timers sejlads fra Hvide Sande fik min far en blodprop i benet og kunne ikke komme i styrehuset, han bad mig sejle til Esbjerg – her lagde vi kutteren til i fiskerihavnen, en ambulance hentede min far som efter nogle få dages indlæggelse kom hjem igen, han havde det rent psykisk meget dårligt og valgte at opgive fiskeriet, han kom aldrig på havet igen!
- Jeg fik efter eget ønske en anden hyre, faktisk på den sidste snurrevodskutter i Hvide Sande som hed Bethania RI 252, her var det hovedsaligt rødspætter vi fiskede efter, det var en dygtig skipper, hans bror og så mig - fordelingen af hvad vi fangede var således: 50% går til skibet de sidste 50 % blev delt ligeligt mellem os 3 besætningsmedlemmer - efter der var trukket proviant, is og leje af Dekka, som var det navigationsudstyr man brugte dengang før der var noget der hed GPS - om vinteren fiskede vi ofte småtorsk ved Helgoland og var nogle gange væk hjemmefra i op til et par uger - når det blæste op til kuling eller storm sejlede vi ind på Helgoland som er en toldfri Tysk ø, her handlede vi kraftigt ind af cigaretter og sprut - jeg plejede selv at købe det vi kaldte for en box Cecil - dvs. 50 kartoner med 10 pakker i hver - dengang kunne vi få det til 4 kr. pr. pakke, jeg slæbte mange flasker sprut, farveTV og andet med hjem dernedefra - helt lovligt var det vist nok ikke? vi skulle ringe til Holstebro toldkammer en time inden vi anløb havnen i Hvide Sande; men det foregik på den måde at vi sejlede ind i havnen med slukkede lanterner, skippers kone holdt ved kajen med trailer efter bilen, vi lossede alt hvad vi havde købt på øen op i traileren, og hun kørte varerne op i skippers redskabshus, her hentede vi så varerne efter en dag eller 2 - når varerne var væk fra havnen ringede skipper til toldkammeret og fortalte at nu var vi snart i havn - det gik godt hver eneste gang jeg deltog i smugleriet - joh, lidt kriminel har jeg vel været.
I sommeren 1978 blev Mette født, da Birthe fik veer kørte jeg hende på Ringkøbing sygehus og ringede til min skipper og bad ham udsætte sejltiden til dagen efter, da jeg gerne ville overvære fødslen - det kunne ikke lade sig gøre, for som han sagde, det klarer hun såmænd nok uden dig skal du se - jeg valgte dog på trods af hans udmelding at blive hos Birthe, Skipperen og hans bror sejlede alene 2, jeg fik dog lov at komme med igen efter dette.
I dårligt vejr havde vi jo mange fritimer som skulle bruges, der var mange af de andre unge fiskere der gik på jagt, jeg fik lov at gå med og blev faktisk også så bidt af det at jeg købte mig et haglgevær, og på min første jagt med denne skød jeg en hare, jeg kørte med de andre på andejagt på Værnet og vi skød edderfugle på fjorden fra båd, en dag skød vi 18 blishøns, en anden dag en totalfredet svane, vi havde hørt at den skulle smage godt - det gjorde den her så lige ikke! - vi fik vores mor til at tilberede den og hele huset stank af tran, det skulle nok have været en yngre model vi skulle have nedlagt; men vi forsøgte os aldrig igen
- jagttegnet fik jeg aldrig taget mig sammen til at tage, så der er jo nok lidt her at tilføje i mit kriminelle register.

Jeg fiskede ål i Ringkøbing Fjord, en kammerat og jeg havde købt et ålegarn med bundgarnspæle og hele tjavsen, vi fangede en del ål, og når vi mente der var nok kontaktede vi Hotel Fjordgården i Ringkøbing og andre restauranter i nærhed for at sælge vores fangst, det var nemt nok at komme af med; men de ville alle have kvittering med moms osv. min kammerat sagde jamen så laver vi da bare sådan nogle til dem, det gjorde vi - og det gik godt, vi har i hvert fald ikke hørt fra skattevæsnet endnu.
Vi havde 5 forskellige biler i de 6 år vi boede på klitten, Birthe havde intet kørekort, så det var kun når jeg var i havn at den kunne bruges - vi kørte ofte til Esbjerg og Skjern hvor vores forældre boede - familiesammenholdet har altid stået i høj kurs hos os, og det vil det altid blive ved med

Vores døtres fødsler står stadig som noget at de største øjeblikke i mit liv, de blev begge født på Ringkøbing sygehus, og Trine blev efterfølgende døbt i Lyngvig kirke, nord for Hvide Sande - Mette blev døbt i Havrvig kirke, som ligger syd for byen - i de sidste ca. 4 år vi boede i Hvide Sande arbejdede Birthe som kommunal dagplejer, et job som hun er forsat med resten af sit arbejdsliv.

Da vi havde boet i 6 år i Hvide Sande og Trine skulle til at gå i skole, var jeg helt ærligt ved at være mæt og træt af fiskeriet og de mange dage hjemmefra, vi tog en rask beslutning - satte huset til salg med henblik på at flytte tilbage til Esbjerg - huset blev solgt i løbet af den første uge det var til salg, så nu skulle tingene gå hurtigt, vi lejede en 5-værelses lejlighed på Stengårdsvej i Esbjerg - så det var det!

En mere end 40 år gammel oplevelse der står klart printet i min hukommelse:
En februar nat i 1979 fornemmede jeg dødens pusten i nakken, jeg sad selv ved roret på Hvide Sande kutteren som jeg var forhyret på, vi havde fisket småtorsk ved Helgoland i omkring en uges tid og stimede nu hjemover, der var østenvind og kulden var bidende, det sidste træk torsk vi hev ombord på kutteren i Helgolandsbugten blev undtagelsesvis lukket direkte i lastrummet hvor vi rensede fiskene, dette plejede vi at gøre på dækket, men på grund af den hårde frost valgte vi denne løsning - indvoldene i torskene var allerede frosset til is da vi tog dem ud af bugen på fiskene - da vi var færdige med arbejdet lavede jeg aftensmaden til os alle 3 der var med ombord, vi fik millionbøf og kartofler der blev kogt i havvand da vi skulle spare på vores ferskvandsbeholdning, da opvasken var klaret gik vi til køjs, det vil sige at en af os skulle styre kutteren nordpå mod vores mål som var hjemhavnen i Hvide Sande, det ville tage omkring 13 timer at nå målet, vi styrede ca. 3 timer af gangen og da vi havde sejlet i 6 timer var det min tur til at tage en tørn ved roret, klokken var omkring 02.00 om natten det var østenvind og det sneede, temperaturen var under - 10 graders frost, jeg kunne kun se ud af det af styrehusets vindue der havde en rotorvindue, ellers måtte jeg koncentrere mig om at se i radaren og følge kursen på vores navigationsudstyr som den gang var et apparat der hed Decca hvor vi kunne aflæse koordinaterne som vi så kunne se på et søkort - jeg kunne pludseligt se at isen begyndte at sætte sig på kutteren, stålwirene der havde en tykkelse som en lillefinger blev på ingen tid lige så tykke som en overarm på en velvoksen mand, selv på sejlet begyndte isen at danne et panser, til at begynde med synes jeg at det var ret så fascinerende og på en måde flot, men jeg blev hurtigt nervøs ved at se den hastighed ispanseret blev tykkere og tykkere, jeg kaldte på skipperen ved at tude i hornet, akkurat som vi plejede når der var vagtskifte, da han kom op var han mildest talt chokeret og vi gik alle 3 mand i gang med at banke is, vi frøs som små hunde i meget tynde snore, men arbejdede ihærdigt med at få banket så meget is af skibet som muligt, nogle timer senere nåede vi indsejlingen til Hvide Sande, skipperen stod ved roret, vi var alle beordret til at tage redningsveste på og stod alle i styrehuset da kutteren tog farten af og drejede ind mellem molerne til havnen, skibet lagde sig nærmest ned da vi satte stævnen mod øst, kutteren havde jo vinden ind fra øst og blev også på den måde holdt oprejst isen havde jo sat sig på styrbords side, så da den krængede tog vi vand ind over rællingen, det var en overgang yderst kritisk, men kutteren rettede sig nogenlunde op igen og vi kom sikkert i havn - det var som min skipper udtalte sig senere - på et dinglende hår at vi kom levende i havn, man anslog at der var omkring 5 tons is på kutteren, som var en 20 tons trækutter - den nat druknede der 15 af mine kollegaer i det iskolde hav langs den danske vestkyst - jeg er i den grad så taknemmelig over at nogen holdt hånden over os, og jeg tænker ofte på dem der ikke kom hjem til deres kære igen - æret være deres minde.

Tilbage til Esbjerg



Jeg fik kortvarrigt arbejde på Agricold frysehus på havnen, hvor jeg slæbte med frosne dyrekroppe der skulle pakkes i lastbiler og jernbanevogne, det var meget hårdt arbejde og efter en god måneds tid sagde jeg selv op, da jeg ikke ville byde min krop mere af den slags.
Dagen efter satte jeg Trine bag på min cykel og jeg ville på havnen for af søge nyt job, på vej derned kørte vi forbi kirkegården i Gormsgade, her stod udenfor en tidligere klassekammerat med en kost og en trillebør, vi hilse på hinanden og han spurgte til hvor jeg skulle hen - han opfordrede mig til at gå ind på kirkegårdskontoret for at søge arbejde der, den havde jeg ikke lige tænkt, men jeg bad Trine blive ude ved cyklen mens jeg gik ind og søgte arbejde, der var ikke lige noget pt. men jeg blev skrevet op, da jeg kom ud fra kontoret kom Trine løbende hen til mig med blomster i favnen og råbte glad, hej far, se hvad jeg har plukket til mor - de eneste steder der var blomster i nærheden var på andre folks gravsteder, så vi forduftede hurtig herfra.

Et par dage efter blev jeg ringet op at man godt ville se mig til samtale vedr. job som specialarbejder på Gravlund kirkegård, jeg fik snakket med graveren og vi blev enige om at jeg bare skulle starte næste morgen kl. 7.00, det var den 7 juli 1981 - jeg kørte hjem til Birthe og fortalte at nu havde jeg job igen; men at det godt nok kun var på en kirkegård? og at jeg altså kun blev der til jeg fandt noget bedre?
Jeg kom i gang og kunne godt lide arbejdet, kirkegårdsgraveren var tilfreds med mig og tilbød mig at gå i gang med en voksenuddannelse som anlægsgartner, jeg takkede ja og gennemførte uddannelsen på mindre end 3 år - herefter blev jeg næstformand på min arbejdsplads, hvor vi var 12 ansatte - jeg blev samtidig medlem af samarbejdsudvalget og blev rodet længere og længere ind i systemet; men jeg kunne lide det - i 1987 blev jeg formand på min arbejdsplads og 10 år efter var jeg daglig leder af Fovrfeld Gravlund - det der førhen hed Graver - jeg havde nu kun administrativt arbejde og kundebetjening samt deltagelse i de højtideligheder der var omkring kirkegården, det passede mig meget fint, jeg fandt selv på nye tiltag og startede ud fra eget initiativ med at lave en hjemmeside for de kommunale kirkegårde i Esbjerg, dette faldt i god jord ved daværende entreprenørchef, jeg kom på nogle kurser og arbejdede i en del år som webmaster på denne hjemmeside - fotografering har alle dage været min hobby, så det gik jo godt i hak med hjemmesiden - men også i andre forbindelser gjorde man brug af mig og mit kamera i Esbjerg kommune også langt udenfor kirkegårdenes mure.
Jeg var utrolig glad og stolt over mit arbejde og jeg traf en masse spændende mennesker jeg den dag i dag har forbindelse med, det gælder både fra ind og udland - på kirkegården er der et større afsnit fra anden Verdenskrig hvor der ligger 1150 tyske soldater 151 flygtninge og ikke mindst 279 allierede flyvere, disse grave har jeg altid haft et særligt forhold til, og for en del år tilbage sagde jeg ja til at deltage i at lave en større hjemmeside der omhandlede alle de allierede grave der i Danmark, med billeder og beskrivelser af hver enkelt soldat - jeg har leveret mere end 400 foto til denne hjemmeside som hedder www.airmen.dk jeg har fotograferet samtlige kirkegårde fra Limfjorden og til grænsen i den vestlige del af Jylland - jeg har virkeligt lagt mange timer i dette arbejde som har taget meget af min fritid; men det har været smadderinteressant og så gør det jo ikke noget?
I 1994 etablerede vi en muslimsk afdeling på kirkegården, det har været meget spændende at arbejde med, og det er gjort mere eller mindre problemfrit, jeg har syntes at det har været rigtig spændende at deltage i de forskellige begravelsesformer man her er kommet ud for, jeg har fået mange gode snakke med mange forskellige mennesker indenfor den muslimske tro og tilranet mig megen viden omkring deres forskellige levemåder, jeg har respekteret dem og følt mig respekteret af dem.

Vi boede 1,5 år på Stengårdsvej og lejede derefter et rækkehus på Karl Andersensvej i Sædding, her boede vi de næste 5 år - i 1987 købte vi vores nuværende hus på Åskrænten også i Sædding - det er et lækkert hus på 160 m2 med stor lukket have - vi har ofret mange penge på huset for at få det som vi gerne ville have det, og har aldrig fortrudt vores køb - vi har fået lagt nyt tegltag på, nyt køkken, nyt badeværelse, nyt trægulv i hele huset, fået huset omfuget og efterisoleret, så i dag -2021- sidder vi i et hus der bare er i orden på alle områder - jeg har før skrevet at vi havde 5 biler i den tid vi boede i Hvide Sande - i Esbjerg har de holdt lidt længere - vi har indtil nu haft 15 forskellige personbiler, hvoraf de 8 er købt som fabriksnye - i dag har vi en FORD Kuga Titanium årgang 2016

1 maj 2011 skulle vi gennem en organisationsændring ved Esbjerg Kommunes entreprenørafdeling, hvor kirkegårdene hører under - det blev vedtaget at vi skulle arbejde som selvstyrende teams, en del ledere sagde deres stillinger op på dette tidspunkt, vores entreprenørchef blev bedt om at trække sig, en ny kom til osv. - for mit eget vedkommende havde jeg siden 2010 været arbejdsmiljøleder, et hverv jeg blev udpeget til da daværende leder gik på efterløn - jeg blev daværende entreprenørchefs højre hånd og fik lov til at tage mig af de 4 kommunale kirkegårde - der skete så midt i det hele det at formanden fra den største kirkegård, nemlig Gormsgade blev syg og senere døde, jeg blev flyttet ind på hans plads og skulle nu til at lære en ny kirkegård at kende - vi fik en ny leder, en funktionsleder som ikke skulle arbejde på kirkegårdene og som af gode grunde ingen kendskab havde til kirkegårde på dette tidspunkt, jeg kæmpede en gæv kamp for at få tingene til at gå op i en højere enhed og fik da også det vigtigste til at fungere, jeg blev belønnet af daværende entreprenørchef, som udtrykte sin taknemmelighed over det arbejde jeg havde lagt for dagen, med et ekstra engangstillæg til min løn på 30.000 kr. han sagde farvel til arbejdspladsen den 1 maj 2012 og vi havde nu en helt ny ledelse - på godt og ondt!

Selvstyrende Teams blev af de fleste opfattet som: nu kan vi selv bestemme hvad vi skal/eller gider at lave, ingen må kommandere med mig, vi kan bare selv bestille det værktøj o.l. som vi synes - jeg var virkelig chokeret - tingene flød, gravstederne groede til i ukrudt, kunderne klagede som aldrig før, pauserne blev pludseligt dobbelt så lange som aftalt, mødetider og fyraften var der forskellige opfattelser af - Min hverdag blev totalt forandret, ikke til det bedre, tværtimod - jeg måtte nu sidde og forsvare mine kollegaer når kunderne ringede og beklagede sig, selvom jeg kunne se at kunderne havde ret, vi så kun sjældent vores leder og tingene fik virkeligt lov til at flyde - jeg følte mig magtesløs og en efterårsdag i 2014 ringede jeg til min chef og meldte mig syg med stress, jeg var af 2 gange sygemeldt sammenlagt 45 dage, da jeg kom tilbage tilbød man mig at starte op på Gravlund kirkegård igen, jeg takkede ja, og fik endda lov til selv at udforme min egen stillingsbeskrivelse, det var flot nok, jeg blev lovet at komme til at deltage i diverse projekter; men der skete efter min mening for lidt - arbejdet blev en pestilens for mig, intern strid og ballade, manglende ledelse, manglende konsekvens - jeg tog beslutningen om at forlade skuden så længe jeg selv havde hovedet oven vande, jeg skulle ikke sygemeldes på grund af dette system en eneste gang mere, det var det bestemt ikke værd.

Jeg sagde op og valgte at gøre det uden at smække med nogen døre, og ønskede kun at forlade min arbejdsplads gennem mere end 34 år på en pæn måde. Jeg havde trods alt haft et godt arbejdsliv selvom det har givet nogle knubs de sidste 4 år.
Jeg holdt afskedsreception på Gravlunden for mine kollegaer, min funktionsleder og driftschefen som jeg selv havde inviteret, vi var 16 i alt, jeg havde taget Birthe med, vi fik smørrebrød og sodavand, der blev holdt en lille tale og jeg fik en glaskaraffel med Esbjerg Kommunes logo på - pigerne fik en krammer mændene et håndtryk, vi satte os i bilen og det var så det!
Jeg havde en rigtig god fornemmelse da vi kørte ud fra kirkegården, og jeg ved med mig selv at jeg kan se alle - og ikke mindst mig selv i øjnene efter den måde jeg har valgt at takle tingene på - jeg ser frem til min tid som efterlønner og senere som folkepensionist, der ligger med garanti mange oplevelser og venter derude.
Jeg har i dag med fuldt overlæg valgt kun at have sporadisk kontakt til mine tidligere kollegaer; men bliver dog af og til kontaktet af nogle stykker, både tidligere kollegaer, stenhuggere, præster, bedemænd og andre som jeg heldigvis har et godt forhold til, og ikke mindst fra de borgere som jeg lærte at kende gennem mit arbejde, jeg får stadigvæk her i 2021 henvendelser fra nogle af mine tidligere kollegaer når der opstår problemer på arbejdspladsen, i dag kan jeg jo kun lytte og komme med velmenende råd, så det gør jeg!- jeg kommer ikke selv ret ofte på kirkegårdene, har dog besøgt dem nogle ganske få gange i forbindelse med en tidligere kollegas alvorlige sygdom, og selvfølgelig når jeg render ind i de ansatte på kirkegården hvor min familie ligger begravet - hvad der foregår bag kirkegårdenes låger interesserer mig meget lidt i dag, jeg har sat de fingeraftryk jeg havde mulighed for, og det er jeg tilfreds med - jeg kan bare ikke lade være med at nævne at der gik mindre end 1 år fra jeg stoppede inden driftschefen sagde sin stilling op, og 1,5 år efter jeg gik stoppede entreprenørchefen også - efter min bedste overbevisning er det resultatet af et utroligt dårligt arbejdsmiljø på grund af fejlvurderet organisationsændring (selvstyrende teams) , eller i hvert fald den måde det blev håndteret på, samt mangelfuld ledelse og især manglende menneskelighed, jeg vil ikke klandre hverken den ene eller den anden, for hver især var efter min opfattelse låst på hænder og fødder af "systemet" som for mig lugtede en smule råddent i toppen - læs det ikke som om jeg er en bitter mand, det er jeg bestemt ikke - jeg havde alt i alt et godt arbejdsliv som jeg ser tilbage på med glæde



I 1997 var pigerne fløjet eller ved at flyve fra reden, Birthe og mig kikkede på hinanden og tænkte - hvad skal der nu ske? - vi blev enige om at nu vi havde chancen ville vi tage alene på ferie; men det skulle være noget særligt, og det blev det! - jeg rev bagsæderne ud af vores Corolla, vi pakkede bilen og smed til sidst et lille 2-mandstelt, en trangia (sprit-kogesæt) og andet lejrudstyr i bilen, og så kørte vi nordpå - den første dag kørte vi 900 km. - den næste dag kørte vi også 900 km. - 3. dag kørte vi så 750 km. og vi var nået til Nordkap, det var en stor naturmæssig oplevelse, og vi fandt samtidig ud af at vi var ret gode til at være tæt sammen - vi kørte derop gennem Sverige, Finland og Norge - hjemturen gik ned gennem Norge, hvor vi både besøgte Hammerfest, Tromsø vi var et par dage ude på Lofoten og et par dage i Geianger - vi var af sted i små 3 uger og blev her bidt at det primitive lejrliv.
De næste år tog vi på teltture til Nordmandiet og andre steder i Frankrig, vi nød ferierne i fulde drag - så en forårsdag i 2000 sad jeg og flippede rundt på nettet, hvor jeg fandt en næsten ny Camp-let , dette måtte være noget for os tænkte jeg og kaldte på Birthe - hun kikkede lidt på sagerne, rystede på hovedet og sagde at hvis hun skulle have noget efter bilen, så skulle det være en campingvogn - Det havde jeg ikke lige set komme; men beslutsomme og handlekraftige som vi altid har været - købte vi en campingvogn dagen efter, det var en Sprite 450 en fin lille vogn med fortelt og andet udstyr med, det første år brugte vi den rundt omkring i Danmark og sommerferien blev holdt i Alsace i Frankrig - året efter tog vi 4 ugers ferie og kørte til Tyskland, Ungarn, Slovenien, Kroatien, Italien, Schweiz samt Frankrig - vi var bare faldet for campinglivet, som jo nu er lidt mindre primitiv end før, men det passede os godt.
En septemberaften i 2002 tjekkede jeg mine lodder ved Klasselotteriet, og blev helt svimmel, da jeg så at jeg havde vundet 250.000 kr. - en kvart million, Hold da kæft! - dagen efter kørte Birthe og jeg over til campingforhandleren hvor vi købte den flotteste vogn de havde i forretningen, vi fik monteret alt tænkeligt udstyr på vognen - vi var nogle af de første der fik monteret mover ( en anordning der gør at vognen selv kan køre på plads via en fjernbetjening ) denne vogn havde vi i 6 år - herefter opgraderede vi igen og købte vores nuværende (2015 ) vogn, der er en TABBERT PUCCINI med centralvarme og hele pivtøjet, vi har et sommerfortelt, et vinterfortelt og et solsejl med front til vognen, så mulighederne er mange - det primitive lejrliv er blevet mere komfortabelt - nu har vi 2 fladskærme - fjernbetjening af varmen via mobiltelefonen osv. - og vi elsker det. Vi begyndte straks at bruge vognen hele året rundt og har nu lagt 8 vintre på Ribe Camping hvor vi har opbygget os en stor venskabskreds med andre campister - i år har vi haft den glæde at vores ældste datter med mand og børn også har købt en campingvogn, og har valgt at ligge på Ribe Camping - ikke langt fra os.

I 2010 tog vi på en helt særlig vinterferie - vi bestilte en rundrejse til Thailand, Cambodja og Vietnam, vi var afsted i 16 dage, oplevede mange spændende ting, vi boede i Bangkok i 2 dage, kørte med bus til Cambodia, hvor vi sejlede gennem floderne til Vietnam, det var på denne rejse at det gik op for mig at mennesker stadig bygger både af træstammer med stenøkser, og at det er deres eneste mulighed for overlevelse, samtidig såvi at de venligste mennesker og de bredeste smil ofte kommer fra de mennesker der intet ejer! vi sluttede af med 5 dage på et 5-stjernet luksushotel der hedder Hyat-Regency og ligger i Hua Hin - vi red på elefanter, jeg havde en stor slange om halsen og jeg prøvede at sætte på ryggen af en stor sprællevende krokodille, i Cambodia spiste jeg en hel fugleedderkop som var ristet sammen med lidt risbrændevin - i den vilde natur stødte vi på både kobraslanger og en grøn mamba som var lige tæt nok på - jeg fik dog billeder af dem begge, og har mødt et utal af slanger sidenhen, både i Indien og i Nepal

Året efter ville vi gerne på vinterferie igen, vi havde snakket om Gran Canaria, som jo er meget populær for mange danskere - da jeg ledte efter en rejse på nettet faldt jeg tilfældigt over en 2 ugers rejse til Goa i Indien, det kostede ca. det samme; men lød jo mere spændende, vi talte frem og tilbage om det i en halv times tid - vi blev enige om at vi kendte jo intet il dette store fremmede land, så det måtte jo være grund nok til at vælge dette som vores næste rejsemål, vi bestilte straks rejsen.


Tiden kom og vi skulle af sted, vi fløj først til Kuwait hvor flyet blev tanket og derefter videre til Indien, det tog ca. 14 timer i alt inden vi midt om natten stod på en lille lufthavn i Goa - vi blev kørt i bus ud til vores hotel som lå nærmest helt ned på stranden - dagen efter ville vi til noget informationsmøde for at høre om hvad muligheder vi havde i dette spændende land - vi prajede en taxa og sad nu pludselig sammen med en inder i en bil og skulle forklare ham hvor vi skulle hen, han kendte ikke stedet men sagde at det skulle vi da nok finde, han stoppede op hos en gruppe andre taxaer og en af dem vidste hvor vi skulle hen så vi kørte videre, jeg kom hurtig i snak med den lille charmerende mand som var en del bedre til engelsk end jeg selv er, han fortalte hvad han hed og spurgte interesseret til os 2 hvide skandinavere, vi kom til bestemmelsesstedet og han sagde at han ville blive holdende og vente på os til vi var færdige, jeg takkede nej og forklarede ham at vi ikke vidste hvor længe mødet ville vare - vi sagde farvel og gik ind i bygningen, det tog ca. 2 timer og da vi igen kom ud stod den samme taxachauffør og ventede på os, vi var overraskede, men hoppede dog ind i bilen igen - vi blev enige med ham om at hente os den næste morgen og køre lidt rundt og vise os hvad han synes der var værd at se. Næste dag da vi kørte rundt med Inacio som han hedder, spurgte jeg ham om der var nogen mulighed for at komme ud på det Arabiske Ocean for at fiske, han tog straks sin mobiltelefon og ringede til en ven, efter samtalen der foregik på indisk henvendte han sig til mig og sagde at han havde lånt en båd med motor og at han ville hente mig kl. 6.00 næste morgen, Birthe ønskede ikke at tage med - jeg blev hentet og vi tog på havet, delfinerne sprang rundt om båden, jeg fangede en fisk og vi havde alle tiders tur på ca. 4-5 timer - vi var nu blevet rigtig gode venner og Inacio inviterede os hjem til hans familie for at lære dem at kende, vi er faldet rigtig godt i hak med hinanden og nu til vinter skal vi til Indien for 10. år i træk - og vi skal også denne gang bo i 6 uger privat hos Inacio og hans familie.
Lige så tilfældigt som vi mødte Inacio, mødte vi også inderpigen Bharati - det var også på den første rejse til Indien, vi var blevet sat af Inacios taxa i en By der lå en halv times kørsel fra hvor vi boede, der var et kæmpestort lokalt marked, byen hedder Mapusa - da vi kommer ind på markedet bliver jeg kontaktet af en pige - en skønhed uden lige - hun talte godt engelsk og spurgte til hvor vi kom fra, jeg kom i god snak med hende og vi fulgte med hende ned til hendes bod, hvor hun og hendes mor solgte sjaler de selv havde farvet, vi købte et par stykker af hende, talte lidt sammen og sagde farvel - året efter kom vi igen på markedet, pigen kunne kende os og henvendte sig til os igen, hun var meget interesseret i mit kamera; men fortalte at et sådan ville hun aldrig få råd til - hun inviterede os med hjem til hendes familie, vi takkede nej, men sagde dog at måske ville vi til næste år - året efter mødte vi Bharati igen, jeg havde et ekstra kamera med og aftalte med Bharati at hun kunne gøre mig en tjeneste ved at tage billeder af hendes familie og i det hele taget hendes liv i det næste år - jeg lærte hende kameraet at kende og hun strålede som en sol, denne gang tog vi med hende hjem til familien hvor vi blev godt modtaget vi blev budt på middag som bestod af ris og fisk, vi sad på gulvet og spiste med fingrene - vi har nu besøgt familien nogle gange og også her knyttet et varmt venskab, sidste gang vi besøgte hende fik jeg kortet fra kameraet som hun har fået lov at beholde, hun fik et nyt kort og da jeg kom hjem og så at hun havde taget mere end 460 billeder lavede jeg en bog til hende med samtlige foto i, den glæder jeg til at aflevere til hende nu til vinter i 2016 - jeg er i jævnlig kontakt med de 2 familier året i gennem vi har kontakt via en App der hedder WhatsApp hvor det er gratis at sende billeder og tekst.

Inacio er katolik og Bharati er hindu, vi går med Inacio og hans familie i kirke en gang hver vinter, det er når det er Indiens nationaldag, det er meget festligt og en oplevelse for sig selv - Bharati fortæller glædesstrålende om det tempel hun og hendes familie kommer i, og vi får mange snakke vedrørende deres og vores tro - vi respekterer dem og de respekterer os - til januar er vi inviteret til konfirmation ved Inacios ældste datter, og selvfølgelig kommer vi.

Bharati spurgte mig engang om hun måtte kalde mig Papa, og har gjort det siden, jeg må nok også tilstå at jeg er meget glad for hende og synes vi har et ret tæt forhold til hinanden - siden februar 2013 har jeg sendt 200 kr. ned til hende gennem Western Union hver eneste måned, det vil jeg gerne forsætte med resten af mine dage, 200 kr. er mange penge for dem, og især under monsunen, hvor de ikke har nogen indtægt falder de på et godt sted - hele familien er meget taknemmelige over den månedlige hjælp der kommer herfra og de viser tydeligt deres taknemmelighed overfor os, hver gang vi har kontakt med dem - de har eksempelvis købt en scooter for nogle af de penge vi har sendt
Vi har også lært Naryan at kende, han arbejder på det hotel vi boede på de første 5 gange vi har været i Indien, han bor i Nepal med hans kone og datter, men kommer hvert år til Goa for at arbejde på hotel Empire Beach Resort, jeg er på facebook med ham, og 25 april 2015, kunne jeg derfor se at han havde fødselsdag, jeg sendte ham en hilsen, som han kvitterede for ved at sende et billede af hans hus og hans kone og datter - samme dag kom det største jordskælv i mange år i Nepal, jeg håbede selvfølgelig ikke at det var i det område han boede i; men det var det - han sendte mig en besked om at hans hus var styrtet i grus og hans fætter og bedstefar var blevet dræbt under sammenstyrtningerne, som ødelagde det meste af landsbyen de boede i - i stedet for at støtte gennem de normale kanaler sendte vi familien 500 kr. via Western Union, efter et par dage havde Narayan hentet pengene og var meget taknemmelig for dette - jeg tænkte at det her måtte jeg arbejde videre med og opfordrede andre der havde boet på hotellet i Goa om at kontakte mig, jeg havde jo en konto i Western Union - mange sendte penge til mig som jeg straks sendte videre til Nepal, jeg har sendt i nærheden af 15.000 kr. derned, vi har modtaget taknemmelige svar og opringninger fra Narayan, som ikke brugte pengene på sig selv, næh, der blev genopbygget en skole og børnene fik nye tasker med bøger o.l. samt at de selv byggede mere jordskælvsikrede boliger i træ og aluminiumsplader - det har været en meget positiv oplevelse for os at kunne hjælpe fra hånd til hånd .
Vi har også lært mange andre at kende i det skønne land, her vil jeg også nævne Anita og Gullip, som arbejder på stranden med servering osv. - vi blev en aften inviteret med dem hjem - de boede i en slumbolig på ca. 6 m2 - uden toilet og rindende vand, vi sad på gulvet og spiste ris og kylling som blev tilberedt over bål. - Vi besøger også hvert år en lille gut der hedder Glenn, han har sin egen restaurant "Glenns Corner" her spiser vi gerne nogle gange under vores ophold, jeg skiver lidt ammen med Glenn i løbet af året
Vi har haft meget store oplevelser ud af at have mødt disse pragtfulde mennesker, vi har lært meget især om næstekærlighed som desværre er gået lidt i baggrunden hjemme i lille Danmark - efter vores opfattelse!
Vi har fundet nogle nye venner for livet, ingen tvivl om det!

Vi har i alt besøgt 30 forskellige lande, og håber at kunne øge tallet noget endnu, Birthe og jeg elsker at rejse sammen, og hvis økonomien forsat er til det vil vi forhåbentligt også have helbredet og lysten til dette i mange år frem

Vores piger blev født i 1975 og 1978, vi har heldigvis et tæt forhold til pigerne samt vores svigersønner og børnebørn - begge vores piger har været gennem skilsmisser, og det efter at de havde fået børn, det har givet små og store problemer, Birthe og jeg har grædt mange tårer, men har prøvet at bakke vores døtre op på den måde vi synes at vi kunne gøre det, måske har det ikke altid været lige heldig; men det har altid været hensigten at gøre det så godt som muligt - i dag lever begge piger i nye forhold, Mette er gift med Flemming, hun er mor til Jannik og Niklas fra første ægteskab og sammen med Flemming har hun fået 2 skønne tvillingepiger, nemlig Mille og Malou - Trine har Kamilla og Louise med sin første mand, hun bor nu sammen med Michael og de trives rigtig godt sammen - sommeren 2015 var vi alle på ferie sammen i Sverige, vi boede i campingvognen - pigerne og deres familer i hver deres hytte, vi havde en rigtig god ferie sammen.

i 2007 mistede jeg min lillebror Niels på grund af tarmkræft, han blev kun 51 år, det var et hårdt slag for familien, selvfølgelig først og fremmest hans 2 børn Frederik og Sofie; men i særdeleshed også for min mor der var blevet alene efter min fars død som 72 årig i år 2000 - Niels var afklaret med hans sygdom skulle afslutte hans ellers meget spændende liv - han valgte at bo på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande de sidste 5 uger af hans liv, vi besøgte ham dagligt sammen med min mor og ofte var vores moster Aase med, hvor mærkeligt det end må blive opfattet, kan jeg kun sige at Niels fik en god og en værdig død - jeg sender tit de varmeste tanker til personalet på hospicet, det var et rigtigt godt valg af Niels - men for pokker hvor er han savnet!

Min mor som er født i 1929 kom på plejehjem i 2014 i Esbjerg, ikke en tilværelse der er værd at tilstræbe - hun boede på et lille værelse på ca. 15 m2 og sad det meste af tiden i sin otiumstol og kiggede ud af et vindue, hun havde svært ved at finde ordene og hukommelsen var meget dårlig, vi så dog stadig en glæde i hendes øjne når vi kom på besøg - til at begynde med, de første 3-4 måneder besøgte vi hende dagligt; men det blev droslet ned til 2-3 gange ugentligt, vi kom fast hver onsdag og hver søndag, min moster Aase besøgte hende med jævne mellemrum ligesom 2 af hendes veninder var gode til at komme der - jeg vil ikke klandre andre i familien eller i min mors tidligere venskabskreds over manglende besøg men tænker dog tit: Ude af øje, Ude af sind! Men så retter jeg også tit øjnene ind mod mig selv og ser at jeg heller ikke selv har været særlig god til at være for andre hvad jeg egentlig inderst inde mest ønsker.
9 Oktober 2016 sov min mor stille ind på Sydvestjysk sygehus i Esbjerg, selvfølgelig var det en stor sorg for mig og familien, men samtidig en lettelse at alle hendes lidelser nu var ovre - min mor havde desværre ikke en værdig afslutning på et ellers godt liv, de sidste 2 år på 2 forskellige plejecentre i Esbjerg kommune var en svær tid, hvor vi desværre ikke kunne samle mange gode minder op - vi mindes min mor som en stærk kvinde der har lært os hvad næstekærlighed betyder, for hende - og for Birthe og mig har familien altid stået højest på vores prioritetsliste - æret være hendes minde.
Forår 2017: der er nu gået noget tid siden jeg valgte at gå på efterløn, og jeg må nok sige at jeg har nydt det hver eneste dag siden - især om morgenen hvor jeg står op før kl. 7.00 og får morgenkaffe sammen med Birthe her plejer jeg at planlægge min dag - selvfølgelig har jeg også nogle daglige tjanser herhjemme, som bla. omhandler støvsugning, vinduesvask sørge for frokost til Birthe og mig samt vedligeholdelsen af huset, haven,bilen, campingvognen osv. - ofte tager jeg kameraet med ud i naturen, nogle gange kommer jeg hjem uden at have knipset et eneste billede, andre gange har jeg taget 200 billeder; men jeg nyder det uanset resultatet. Jeg har ikke savnet mit arbejdsliv en eneste dag, jeg tror selv at det er på grund af at jeg forberedte mig grundigt og i meget længe inden jeg tog mit valg - jeg havde bla. lavet et skema over ting jeg ville bruge min tid på og ting jeg absolut ikke ville bruge min tid på, så der lå en hel del projekter og ventede på mig derude i friheden, de fleste at projekterne er nu udført; men der dukker heldigvis nye op så tiden er endnu ikke blevet et problem for mig - de dage hvor vejret ikke er indbydende til udendørs aktiviteter slapper jeg gerne af indendørs med billedbehandling af ikke redigerede billeder, og så er jeg faktisk blevet god til at læse en bog ind i mellem.
Endnu et plus er det at Birthe ofte har sagt at hun har fået en gladere og mere tilfreds mand, de sidste 2 - 3 år på arbejdsmarkedet slæbte jeg nok for mange problemer og negative ting med hjem, og der var jo kun Birthe at læsse af på - i dag ser jeg tilbage på mit arbejdsliv som en god tid; men jeg synes samtidig at det er en skam at tingene udviklede sig som de gjorde og gør - de første 30 år af min ansættelse kom vi hinanden ved og der var en menneskelighed overfor hinanden på kryds og tværs af kollegaer og ledelse - den mangler i aller højeste grad i dag; men det er desværre udviklingen i dag, ikke kun på min tidligere arbejdsplads - nok mere generel i vores samfund som helhed, folk går jo ned med stress som aldrig før - Nå, men jeg slap ud af det i tide uden skrammer på næsen, og jeg kan i dag med god samvittighed se alle og ikke mindst mig selv i øjnene.
I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at nævne Kirkegårdenes hjemmeside som jeg selv var webmaster og initiativtager for - nu er det 6. år jeg nyder friheden og havde noget som helst med Esbjerg Kommune at gøre - men hjemmesiden bruges stadig og der er næsten ikke flyttet så meget som et komma fra sitet og samtlige billeder er dem jeg i sin tid knipsede - nå men jeg gjorde også meget ud af at få den oprettet og høstede en del ros for den - og ikke mindst var det også en økonomisk god ting for mig selv, da jeg gennem næsten 10 år høstede et ret tilfredsstillende tillæg hver eneste måned - jeg er selvfølgelig spændt på hvor længe Esbjerg Kommune vil bruge hjemmesiden, så derfor er jeg da lige inde for at kikke med jævne mellemrum.
Birthe gik på efterløn den 10 sept. 2017, men stoppede allerede 24 maj 2017 da hun havde en del ferie, afspadseringsdage o.l. der skulle afvikles - både hun og jeg glæder os meget til den frihed det giver.
Birthe og jeg har lært at sætte os nogle mål i livet, vi har også besluttet os for at tilværelsen ikke bare skal blive et dagligt trummerum, jeg har haft meget ud af at have mine egne mål da jeg forlod arbejdsmarkedet - bla. haven skulle omlægges, huset skulle males indvendig, bilen skulle udskiftes, rejserne og kontakten til vennerne i Indien og Nepal skulle vedligeholdes osv. - vi sætter os nogle gange ned og sætter nye mål sammen, eks. i februar 2017 blev vi enige om at sætte os det mål at tabe os mindst 10% af vores kropsvægt - for mit eget vedkommende smed jeg 10 kg. på de første 2 måneder! - jeg havde smidt 28 kg. dagen vi rejste! Altså omkring 20% - når vi har sat os et mål går vi "all in" - det er en stor tilfredsstillelse at nå sine mål - vær ikke bange for at sætte dem højt: men pas på med ikke at gøre dem uopnåelige.



Nu er det over 6 år siden jeg forlod arbejdsmarkedet og ca. 4,5 år siden Birthe fulgte med, og helt ærligt så har det været nogle af de bedste år i vores liv, vores ændrede livsstil og store vægttab der nu til sammen ligger på mere end 45 kg. har virkeligt gjort os mere tilfredse med os selv, vi tager ikke nogen som helst former for medicin og har det helbredsmæssigt rigtig godt - vi har dog været gennem en voldsom periode på ca. 3 måneder hvor vi troede at Birthe havde fået brystkræft, hun var til mammografi, og her fandt de “noget” - Birthe fik fjernet sit venstre bryst og der var en del komplikationer, men efter 5 gange operationer i fuld narkose både i Odense og Esbjerg har vi nu fået resultatet af det der blev fjernet - det var ikke kræft, men forstadier til kræft - det berørte område er nu fjernet og Birthe er erklæret rask og er færdigbehandlet.
I februar 2017 fik vi en opringning fra Nepal, det var Naryan som vi kender fra Indien, og som vi støttede økonomisk efter jordskælvet i 2015 som kostede 2 af hans familiemedlemmer livet - han ville invitere os til at bo i hans hjem sammen med hans kone og 3 børn, vi takkede ja, og rejste derned til september 2018.
De sidste 1,5 år har vi satset på at gå 10 km. hver eneste dag, dette har vi holdt, i hvert fald gennemsnittet! Så vi føler os i god form til den 3 uger lange rejse som starter på Birthes fødselsdag

I år (2018) var det ikke meningen at vi skulle på sommerferie sydpå som vi plejer, men en dag hvor vi sad i vores campingvogn og talte om de bedste oplevelser vi havde haft, kom snakken hurtigt ind på de teltture vi tog for ca. 20 år siden, vi fik lyst til at prøve dette igen, så efter en times tid havde vi købt et nyt telt på nettet - vi kørte rundt i Europa i 3 uger og besøgte 11 forskellige lande, foruden Danmark besøgte vi Tyskland, Holland, Belgien, Luxemborg, Frankrig, Schweitz, Italien, Slovenien, Kroatien og Østrig - vi havde en vild god tur med mange gode oplevelser, så da vi kom hjem igen besluttede vi os for at købe et større og mere moderne telt, så nu er vi de glade ejere af et mere end 30 m2 lufttelt uden stænger, vi har prøvet det af på Nr. Lyngvig camping hvor vi i 3 dage var sammen med begge vores piger en enkelt svigersøn og 4 stk. børnebørn samt en god ven der kom med sin campingvogn - vi glæder os allerede til næste sommer hvor den selvfølgelig også står på teltferie - campingvognen bliver stadig brugt til forsæssonen på Bork Havn Camping og fra august til december på Ribe Camping.

Når vi kommer hjem fra Nepal er der 3 måneder til rejsen til Indien som bliver den 9. af slagsen, vi bliver i Indien i 6 uger fra først i januar til engang i februar akkurat lige som sidste år.
Vi er nu kommet hjem fra Nepal, vi havde 3 uger hvor vi boede tæt sammen med Narayan og hans familie, det har absolut været den største rejseoplevelse i vores liv - det kan der læses mere om andet sted her på min hjemmeside, ligesom der kan læses mine dagbogsskriverier om vores 6 ugers lange ophold i Indien i 2019.
billetterne til 6 ugers ophold ved vores indiske venner i Goa er allerede købt og betalt og vi glæder os meget til at besøge landet igen, det bliver 10. gang vi giver os ud på den lange rejse, men vi vil meget nødigt undvære de oplevelser vi har fået i Goa

De sidste 3 år har vi kun boet i vores hus i 7 måneder i løbet af året og vi taler da også lidt frem og tilbage om hvor længe vi vil blive boende, men har dog ingen beslutninger taget endnu.


Vi har en virkelig god tilværelse, vi har det godt med hinanden, vores børn, svigerbørn og ikke mindst vores 6 børnebørn - vi har set megen elendighed rundt om i verden, men samtidig set at det ikke er gods eller guld der skaber et godt liv, vores venskaber i Indien og Nepal har lært os at se tingene fra en anden vinkel - de største og bredeste smil, de varmeste venskaber vi har mødt er de mennesker vi har knyttet os til på vores rejser i Asien, her tænker jeg først og fremmest på hindupigen Bharati, fiskeren Inacio og nepaleseren Narayan - jeg kan kun sige tak for at jeg har lært jer at kende og at i alle er blandt mine bedste venner.

August 2020

For 5 år siden forlod jeg arbejdsmarkedet for at på efterløn!

Det har helt bestemt været den bedste beslutning jeg har taget! I 2,5 år var jeg efterlønner og nu har jeg så været folkepensionist lige så længe.

Hverdagen blev en anden, jeg havde forberedt mig meget på al den tid der nu skulle bruges på andre ting end da jeg passede mit job, så det forekom ikke svært - huset fik en kærlig hånd, både med oprydning på loft og i skabe, meget blev kørt væk - hele huset blev malet indvendigt og udvendigt, haven fik den helt store tur, der blev købt en trailer og træer blev fældet og kørt væk, buske gravet op, der blev plantet nyt - der kom nyt tag på skur og garage og et halvt år efter jeg stoppede blev bilen udskiftet til en ny.

Det blev endnu bedre da Birthe også gik på efterløn, det er nu 3,5 år siden - vi har i den grad nydt vores frihed til at kunne gøre hvad der passer os - vi har brugt meget god tid på camping, både med telt og med campingvogn, ligesom rejser til fjerne destinationer har haft og har en stor prioritet i vores liv - det år jeg blev folkepensionist besøgte vi 14 forskellige lande, hvor den absolutte største oplevelse var rejsen til Nepal hvor vi boede sammen med en nepalesisk familie i hele 3 uger - vi har nu rejst til Indien 10 gange de sidste 10 år, her har vi opbygget nogle uvurderlige venskaber med 3 vidt forskellige familier, både katolikker og hinduer - siden vi forlod vores arbejde har vi kunne tage nogle længere ophold i Indien så de sidste flere år har vi boet i Goa 6 uger af gangen - vores campingliv holder vi også meget af og det plejer at blive til omkring 100 overnatninger i campingvognen pr. år - men i år bliver det nok noget mindre da vi fravalgte camping i foråret på grund af corona’en.

Vi har et par billetter hængende på opslagstavlen til den næste rejse til Indien 6 uger i Goa til jan/febr. 2021 - men som situationen ser ud lige nu vurderer vi at chancerne for at komme afsted er yderst begrænsede, men så må vi jo bare glæde os over at vi har så mange gode oplevelser og minder fra alle de år vi har rejst rundt omkring i verden, vi har i alt besøgt 30 forskellige lande.

PS. Vi kom ikke afsted i 2021

Vi er tilfredse med vores tilværelse, vel har det også givet nogle bump på vejen, men i det store hele har vi indtil nu haft et godt og spændende liv sammen, vi har det godt med vores børn, svigerbørn og børnebørn, hvilket desværre ikke er en selvfølge - vi tror på at der stadig ligger mange oplevelser forude og vi er bare så klar til at gribe dem.

2021 - Den ubetinget bedste oplevelse i år var da vi fik en henvendelse fra vores ældste barnebarn på 21 år, han havde bosat i Grønland fra marts til og med august dette år - han ville bruge det halve år på oplevelser og arbejde, han er udlært tømrer og det er der i den grad brug for, også i Grønland - han skrev til os at vi skulle være meget velkomne til at besøge og bo sammen med ham i Grønland - vi tog ham på ordet og fik nok de største naturoplevelser i vores liv, ligesom vi fik en ubeskrivelig stor oplevelse med at være sammen på denne måde - der kan læses meget mere om denne oplevelse andet sted på hjemmesiden, ligesom der kan ses billeder fra det skønne land højt mod nord!

Mærkeligt at tænke på i dag (2021) at jeg forlod arbejdsmarkedet i 2015, tiden er bare fløjet afsted, men for pokker hvor har jeg dog nydt det - jeg står stadigvæk op mellem kl. 6.00 og 7.00 hver eneste morgen, er i rimelig god form og har i den grad lyst til livet - jeg er meget taknemmelig over at have en god tilværelse sammen med min elskede kone, som jeg giftede mig med i 1975 - vi har virkelig fundet melodien sammen, og er begge ivrige efter at fange så mange oplevelser som muligt - og så synes jeg også at vi har været ret gode til det, vi har oplevet meget mere end vi forestillede os for bare få år siden - vi har stadig ikke fået armene ned over de oplevelser vi fik i 2018 hvor vi efter Birthes brystoperation, købte 2 flybilletter til Kathmandu i Nepal og levede yderst primitivt i hele 3 uger som gæster hos en nepalesisk hindufamilie, hvor vi havde lært manden at kende i Indien - men også de mange lange rejser vi har gjort til Cambodia, Vietnam, Thailand og ikke mindst Indien, har sat dybe spor i vores sjæl - engang når verden igen bliver åben for rejser smutter vi nok igen?



Mit motto er, og har altid været: familien frem for alt og Vær mod andre, som du ønsker andre skal være mod dig! jeg prøver virkelig efter bedste evne at leve efter den ellers så enkle regel;: men må tilstå at det ikke altid er lige nemt.

Tak for at du gad læse om mit liv, jeg håber ikke jeg har stødt nogle med hvad jeg her har skrevet, det har i hvert fald ikke været hensigten, det er skrevet ud fra hjertet, der har både været skidt og godt i mit liv; men heldigvis mest godt - jeg har ikke altid opført mig som andre har forventet - men alt i alt har jeg ind til nu haft et rigtigt spændende og godt liv, jeg håber at have meget til gode endnu, og mit højeste ønske er at det skal være sammen med min elskede Birthe

Lidt om mig

10 maj 2018 - Knud Riis  årgang 1953 og folkepensionist -

Måske tror du at du kender mig? - men der er med garanti noget her du ikke har vidst noget om - og du vil nok smile lidt af noget og vrænge næse af noget andet, men det hele er skrevet med ærlighed:

Da jeg var 24 år havde jeg både kone, 2 børn, hus, bil og båd - konen og børnene har jeg endnu samt 2 svigersønner og 6 børnebørn og jeg elsker dem alle meget højt, huset og bilen er dog skiftet ud

Jeg har min mening om det meste, og den falder ikke altid lige godt sammen med andres ?

Jeg tør sige min mening på godt og ondt, også til folk der står mig nær

Jeg stiler efter ingen uvenner at have - det går ret godt

Jeg sidder i bestyrelsen for en selvejet institution i Esbjerg. 

jeg står på et ben om morgenen når jeg tager strømper på

Jeg har i 3 uger boet hos en hindufamilie i Nepal, og har haft den hidtil største rejseoplevelse her

Jeg har føler mig tvunget af min kone til at se den store bagedyst

Jeg har både fartbøder og parkeringsbøder på samvittigheden

Jeg har stået på en isflage i Nuuk fjorden, sammen med mit barnebarn - der var 700 m. dybt

Jeg spiser kaloriefattigt og satser på at gå mere end 10000 skridt hver dag, mit blodtryk og mit kolesteroltal lå hvor det skulle den dag jeg blev folkepensionist

Jeg ryger ikke, men kan dog godt komme i tanke om at forsvare dem der gør det

Jeg har siddet strandet i flere timer på en flod i Cambodia sammen med Christian Fuhlendorff

Jeg ser kun fodbold i tv hver gang Danmark er med i VM-finalen

Flere af mine gode venner bor i Bhaktapur, Nepal

Jeg har fanget både torsk og rødfisk fra en båd da jeg var i Grønland

Jeg har det fint med det danske kongehus, og forsvarede faktisk Prins Henrik da han mødte kolossal modstand med hensyn til sit begravelsesønske

Jeg bryder mig ikke om Rasmus Seebach’s musik eller tekster - jeg kan bare ikke gøre for det?

Jeg holder stadig af at lytte til Beatles og John Mogensen

Jeg kan drikke en øl på mindre end 10 sekunder, men jeg gør det ikke

Jeg har boet 6 år i Hvide Sande og har ernæret mig som Nordsø-fisker - jeg har mærket døden puste mig i nakken den februardag i 1979 da 15 af mine kollegaer mistede livet på havet

Jeg synes Valentinsdag og Hallowen er noget opblæst fis

Jeg er folkepensionist og elsker at lave mad på en Trangia 

Jeg har købt en kobraslange og en skorpion i Vietnam, og taget dem med hjem, jeg har dem endnu - jeg ejer også mere end 40 m. haveslange!

Jeg elsker en god bog - som eksempelvis Troels Kløvedal’s “Alle mine morgener på jorden”

Jeg stemmer altid rødt, og sætter stor pris på den måde vores statsminister fører os gennem pandemien på

Jeg har efter eget ønske været med til en ligbrænding i Kathmandu

Jeg har haft en kolonihave med hus

Jeg har en svaghed for alt hvad der kan udføres med en fjernbetjening

Jeg kan godt nyde en alkoholfri øl - og gør det ofte

Jeg er ikke for lille til at gøre en forskel for andre - så det har jeg valgt at gøre

Jeg har spillet langt mere end 1900 spil Wordfeud med en kvinde fra Sjælland som jeg aldrig har mødt, men måske skal vi mødes til sommer?

Jeg holder meget af at tage på telttur med min kone

jeg lavede et lille bord i træsløjd da jeg gik i 7 klasse - jeg har det og bruger det endnu

Jeg har nu mødt kvinden som jeg spiller Wordfeud med, vi havde en hyggelig eftermiddag sammen og vi skal ses igen i 2019 - det har jeg nu gjort og vi har set hinanden 2 gange årligt siden!

Jeg har aldrig stået på ski og det bliver aldrig min hobby at skovle sne

Jeg går oftest tidligt i seng, og står altid tidligt op

Jeg gik i biografen ca. 1 gang i måneden, før corona'en 

Jeg har, sammen med min elskede kone, holdt 8 dages ferie,
sammen med vores barnebarn i Grønland

Jeg går ind for brugen af cannabis som lægemiddel, men har aldrig selv prøvet at ryge hash eller brugt andre former for narkotika

Jeg holder utroligt meget af Indien og Nepal og de relationer vi har der, og taler sikkert for meget om det? men jeg har svært ved at lade være, da det fylder meget i mit liv

Jeg havde en god barndom, en nu afdød og meget savnet lillebror, og nogle kærlige forældre som især lærte mig meget om næstekærlighed

Jeg har camperet i mere end 20 år og agter at blive ved, det har givet os mange gode oplevelser og venskaber

Jeg har gjort ting på Helgoland som jeg ikke vil fortælle om her

Jeg har trukket campingvognen med rundt i det meste af Europa, men foretrækker Frankrig, hvor jeg stadigvæk kan køre ned, eller hjem i et stræk - nu foretrækker jeg teltture

Jeg har, på 1 dag, fanget 46 kg. torsk, med stang, på Det gule Rev i Nordsøen

Jeg vil godt på charterrejser, men rejser på egen hånd som vi gør til Indien og Nepal er absolut at foretrække for os - oplevelserne her er de største vi har haft

Jeg vil gerne prøve grænser af, og kan godt lide at få adrenalinet til at pumpe

Jeg har vandret mere end 300 km. i Nepal og kørt mere end 1000 km. I bil eller bus på de smalle og ujævne veje

Jeg har været i Rusland, Cambodia, Vietnam, Thailand, Indien, Kuwait, Qatar, Grønland og Nepal plus mere end 20 andre lande!

Jeg har kørt Birthe til Nordkap og retur i en Toyota Corolla, en køretur på
6130 km.

Jeg har kun set Matador 1 gang - jeg synes godt om serien, men har ingen ønsker om at se den igen

Jeg har en fin cykel, men bruger den for lidt? 

Jeg har boet i en bambushytte der var bygget oppe i palmetræerne, 12 skridt fra vandkanten i Det arabiske Hav

Jeg har både spist hval, moskusokse, rensdyr, elg og ged, men mangler at smage slange

Jeg har både været i Det kongelige Teater og på Hviid’s Vinstue, samt Corner's Pub i Esbjerg

Jeg er i stand til at tage en hurtig beslutning, og gør det ofte

Jeg har kørt gennem Karawankentunnellen i Slovenien 8 gange

Jeg holder af Linieakvavit, men drikker det ikke mere

Jeg har spist en hel fugleedderkop med hud og hår

Jeg kender og har besøgt en skøn kvinde i Kathmandu, hun hedder Kum.

Når jeg er på ferie er det ikke for at sidde ved en bar eller en pool med store drinks, jeg vil hellere opleve landet og lære dets traditioner at kende ved at lære dem der bor der at kende ?

Jeg har opdaget at de mest smilende og venlige mennesker jeg kender også er de fattigste mennesker jeg kender

Jeg synes selv at jeg er god til at fange de oplevelser jeg kan nå

jeg har overnattet 4 forskellige steder i Nepal

Jeg har været ansat ved Esbjerg Kommune i 34 år

Jeg har spist en havmåge

Da jeg blev folkepensionist købte vi et telt og kørte rundt i 11 forskellige lande

Jeg laver selv spegesild i vinterhalvåret

Jeg har deltaget i Patient- og pårørendepanelet på Sydvestjysk Sygehus i omkring 2 år

Jeg har ofte købt mine briller i Indien

Jeg har lagt krop til tyrkisk Hamam bad, indisk Ayurvedisk massage og Thai-massage - og har nydt det i fulde drag

Jeg holder meget af at stå meget tidligt op og tage en kande kaffe og en pose rundstykker samt Birthe med op i klitterne og nyde udsigten over havet mens vi samtidig nyder morgenmaden

Jeg har siddet i fængsel i Rusland i 1974

Jeg sætter mig gerne en masse mål og går målrettet efter dem

Jeg er fast kunde hos min indiske barber som jeg er gode venner med

Jeg har et juletræ af plastik

Jeg spiser oftest havregryn med sukker på til morgenmad

Jeg sender et beløb til en ung, smuk og intelligent indisk kvinde der hedder Bharati hver eneste måned og har nu gjort det siden 2013

Jeg blander mig nu og da i den offentlige debat

Jeg har min egen hjemmeside hvor jeg har haft mere end 625.000 besøgende (2021)

Jeg har sat på ryggen af en levende krokodille

Jeg er ligeglad med hvem der læser hvad jeg skriver her

Jeg er åben for store forandringer

Jeg har, sammen med min kone, adopteret en indisk pige - på vores helt egen måde

Jeg har en otiumstol 

Jeg læser med jævne mellemrum bogen “ En alkoholiker i storm og stille”  som min far har

skrevet

Jeg har haft et dejligt hus, helt ude i klitterne i Hvide Sande, vi boede der i 5,5 år

Jeg har skudt en ko

Jeg har rørt ved en levende moræne

Jeg har pyntet væggene i mit hjem op med billeder jeg selv har taget med mit kamera

Jeg har i alt købt 9 fabriksnye biler og 7 brugte, og jeg har billeder af dem alle!

Jeg elsker havet og befinder mig mest af alt tæt på

Jeg har næsten læst alt hvad Ken Follet har skrevet

Jeg elsker smukke kvinder, og er så heldig selv at have en herhjemme, plus 2 døtre, 4 pige- børnebørn samt nogle gode veninder som jeg besøger i Nepal, Indien og i Frankrig - de hedder Kum, Anita, Ashmeta, Anisha, Bharati, Rita, Irene, Laxmi og Isabella

Jeg vil gerne have at alt er i orden - hus, have, bil, campingvogn osv.

Jeg har reddet min kone fra at træde på en 1,5 m. lang slange

Jeg har tabt mig 28 kg. i løbet af 12 måneder, og kommet mig det meste igen!

Jeg har reddet længere strækning på ryggen af en elefant end jeg har på en hest

Jeg støvsuger, redder senge, vasker vinduer osv. - ikke kun når jeg bliver bedt om det

Jeg hører altid radio når jeg kører bil

Det år jeg fyldte 65 år og blev folkepensionist besøgte jeg 15 forskellige lande

Jeg elsker at holde lange vinterferier i Indien, og gør det for 10. gang til januar 2020 - 

Jeg mener selv at jeg er et socialt menneske og jeg holder af at være sammen med andre

Jeg bruger tid på Facebook hver dag - men jeg har ingen planer om at skrue mit tidsforbrug ned lige her, dem der ikke synes om det kan jo bare lade være med at følge mig

Jeg bruger gasgrill fordi jeg ikke gider svineriet og ventetiden med kul

Jeg laver morgenkaffe til Birthe og mig næsten selv hver eneste morgen

Fra 2021, som 68-årig,  er jeg blevet fastligger på Ribe Camping

Jeg har valgt ikke at få aftageligt træk på min bil og jeg skifter ikke selv fra vinter- til sommerhjul

Jeg bruger nok min iPad for meget, og jeg indrømmer at det "måske" er en dårlig vane?

Min mobiltelefon findes altid inden for en arms længde

Jeg har ingen galdeblære - jeg kan ikke tage mine tænder ud og jeg er tilfreds med mine implantater

Jeg ser tilbage på mit arbejdsliv med glæde, jeg fik at vide at jeg leverede mere end man forlangte

Jeg går helst med Fjällräven bukser, trøjer og jakker o.l. - mest på grund af behageligheden, men også holdbarheden tiltaler mig

Jeg er tilfreds med min tilværelse, jeg er tilfreds med min  folkepension

Jeg klipper for det meste selv mit hår og mit skæg - længden på begge dele er 1 mm.

Jeg er glad for min humoristiske sans

Jeg døjer lidt med slidgigt og podagra

Jeg har både spist bøffel og ged i Nepal, og jeg har faktisk nydt det

jeg nyder virkeligt at daske rundt med bare tæer i 6 uger hver vinter hvor jeg også vinterbader i Det Indiske Ocean

Jeg gør hvad der passer mig, min mening ligger ikke i andres lommer

Jeg elsker når pludselige opståede ideer bliver ført ud i livet

Jeg ser fjernsyn næsten hver aften, men aldrig når jeg er i udlandet

Jeg var på ferie eller på camping i mere end 5 mdr. I 2017 - i 2018 var jeg i udlandet i 3 måneder samt godt og vel 2 måneders camping i Danmark

Jeg har altid betalt min skat med glæde, men har dog i min tid også udført en del sort arbejde

Jeg vil gerne brændes efter min død, og spredes over havet - ønsker mine efterladte noget andet er det okay med mig, jeg har besluttet mig for ikke at brokke mig over deres valg!

Jeg vil hellere have kaffe end the

Jeg har aldrig haft en nedgroet negl

Er som 68-årig begyndt at få lidt skavanker - ikke alvorligt, men dog trælse ting

Jeg har, sammen med min kone, gennemført et gå Marathon på godt 42 km. i Ribe i 2020

Jeg elsker at komme ud i naturen med mit kamera

jeg har været offer for en lommetyv i en indisk bus, men håber at vedkommende har fået noget godt ud af mine penge

Jeg har ikke noget imod at skille mig ud fra mængden

Jeg lytter mest til DR P4

Jeg har kørt et rådyr ihjel

Jeg har fået ny kofanger på min bil - på grund af det med rådyret

Jeg lader mig blive helbredstjekket en gang årligt, jeg gik totalt medicinfri ind i folkepensionsalderen

Jeg spiser fisk næsten hver eneste dag året rundt, og drikker aldrig snaps, heller ikke når der er sild på bordet

Jeg er imod ulve i Danmark og går ind for fri jagt på dem

Jeg er ikke kræsen, spiser altid det der bliver serveret

Jeg har læst og set alt hvad jeg har kunne støve op om Nepal, da jeg plejer at sætte mig ind i tingene når jeg har sat et nyt mål

Jeg synes at havearbejde er en blanding af lyst og pligt

Jeg kører ikke min bil i vaskehal

Jeg har aldrig været vild med Støjberg

Jeg har vundet flere fotokonkurrencer og har haft et utal af billeder med på tv og aviser i forskellige forbindelser

Jeg er glad for at vi ikke har hund eller andre husdyr, jeg har spist en såkaldt Slædehund i Grønland

Jeg er ikke for god til at komme med blomster til Birthe, men er dog blevet lidt bedre med alderen

Jeg er et kristen menneske, på min egen måde, og jeg beder ofte til Gud

Jeg har oplevet Nordlys i det nordligste Norge

Jeg har kørt rundt med en beruset thailandsk chauffør i Bangkok i en TukTuk i Bangkok midt om natten

Jeg kan sagtens tåle at andre mener noget andet end mig

Jeg holder meget af maj måned, og nyder de lysegrønne farver når bøgen lige er sprunget ud

Jeg synes at vi skal behandle indvandrere og andre etniske grupper ordentligt, jeg går ind for åbne grænser

Jeg går i visse tilfælde ind for aktiv dødshjælp

Jeg har haft en båd med motor og en el-cykel med ringklokke

Jeg elsker Birthe

Jeg ved at jeg tit står alene med mine meninger, men jeg står ved dem

Jeg kan godt lide ålekvabber

Jeg kan godt lide at komme ud med fiskestangen, men gør det for lidt

Det generer ikke mig det mindste at nogle kvinder vælger at gå med tørklæde, eller andre alternative beklædningsgenstande

Jeg henter de fleste af mine drikkevarer i Tyskland

Jeg har prøvet at vinde 250.000 kr. i Klasselotteriet

Jeg har gået til madlavning i 11 år

Jeg har aldrig været på Mallorca, men har været i Holstebro flere gange

Jeg bryder mig ikke om regnvejr, jeg holder mest af varme og solskin

Jeg har et barnebarn der er højere end mig, og han er uddannet tømrer

Jeg har været med til at fange meterlange hajer og set et utal af hvaler

Jeg falder aldrig i søvn foran fjernsynet - det passer altså!

Jeg kører på vinterdæk om vinteren

Jeg har min egen hjemmeside, og har mødt mange spændende mennesker at kende den vej igennem

Jeg tror ikke på spøgelser, og jeg er ikke overtroisk - heller ikke fredag den 13 hvor en sort kat render under en stige

Jeg besøgte 15 forskellige lande det år jeg blev folkepensionist

Jeg har ikke noget imod stegt lever eller boller i selleri, og gule ærter skræmmer mig heller ikke

Jeg har altid haft mottoet: familien frem for alt - jeg holder meget af min familie, og når de ikke har det godt smitter det straks af på på mig

Danmark er mit fædreland, og det er jeg meget glad for

Jeg har både kristne, muslimer, hinduer, budhister, katolikker, ateister og andre i min venskabskreds, og har ingen problemer med det -

Jeg har svært ved at holde af Jehovas vidner og Dansk Folkeparti

Jeg har kun en tatovering og den er jeg glad for

Jeg er godt tilpas med at se mig selv i øjnene, jeg ser ikke mig selv som fejlfri, men prøver at lære af mine fejl

Jeg kan vende en pandekage i luften

Mest af alt elsker jeg Birthe som jeg i år har været gift med siden 1975, og jeg takker de højere magter for at vi begge er rimeligt sunde og raske

Jeg har indtil nu haft et godt og spændende liv - målet er at det vil forsætte længe endnu

Jeg vil kæmpe for alt hvad jeg har kært - jeg vil dø om så det gælder

Jeg vil gerne huskes som et ordentligt menneske der var tilfreds med sin tilværelse!

 Knud Riis

Kommentarer

Palle Hørslev Nielsen

25.10.2019 17:34

Rigtig godt skrevet spændende læsning fra den virkelige verden stærkt skrevet 👍

Seneste kommentarer

19.06 | 19:02

Utraditionel og livsbekræftende hjemmeside, flot lavet👍

08.06 | 06:03

Jeg blev glad over at læse om dit liv og dine oplevelser, dit gode humor skinner jo så tydeligt igennem, tak for det😊

11.02 | 06:28

Hej Storm, næste gang du kommer til Esbjerg er du velkommen til en kop kaffe, og jeg vil forære dig en ny bog - jeg har nogle få stykker tilbage.
Mvh. Knud

10.02 | 21:40

Hej jeg hedder Storm.
Jeg mødte din far på Samsø 1978, hvor han holder foredrag om alkoholisme og om sig selv, siden den dag har jeg aldrig glem ham, men jeg har mistet bogen, jeg er Alkolog i dag

Del siden